Forside * Featured

Chromecast med Google TV får mere avancerede indstillings-muligheder

-

Nu kan du gå i dybden med at skræddersy dine HDMI-CEC og HDR-indstillinger på Googles streaming-dongle.

Hvis du er små-irriteret over, at du ikke kan indstille din Chromecast med Google TV præcis, som du gerne vil, er der måske godt nyt til dig…afhængig af, præcis hvilke indstillings-muligheder, du har gået og savnet.

Annonce:

Netop nu ruller Google en opdatering ud til deres nyeste Chromecast-version, der blandt andet giver dig mulighed for at sætte dine HDR-indstillinger som du vil have dem. Der er også flere muligheder for HDMI-CEC-styring og så har Bluetooth-forbindelsen fået en overhaling.

Den nye opdatering bliver kaldt ”April-opdateringen” med den mere præcise navnekode QTS1.210311.005, til trods for at vi er på vej ind i maj. Den indeholder blandt andet Googles april-sikkerhedsopdatering, og er fortsat baseret på Android 10.

Men den store nyhed for Rec.dk-læserne er uden tvivl, hvad den nye software kan understøtte i forhold til det visuelle. Under ’Display and Sound’-menuen findes der nu en ”Advanced Video Controls”-indstilling, der udvider indstillings-mulighederne betragteligt.

Bedre forbindelser

Således kan du nu mere ”granulært”, som Google udtrykker det, sætte indstillinger for de forskellige HDR-formater. Men de nye, visuelle kontroller giver også yderligere mulighed for at rode med indstillingerne for opløsning og refresh rate og de forskellige farve-formater og -standarder.

Dit liv med HDMI-CEC kan blive simplere, hvis du vil have det. Den nye opdatering giver nemlig mulighed for udelukkende at tænde og slukke for dit TV via HDMI-kablet, sådan at andre enheder f.eks. ikke tændes og slukkes samtidigt.

Endelig udbedrer opdateringen også en række fejl og mangler. F.eks. er HDMI Hotplug-funktionen og Chromecast’ens deraf afledte automatiske indstilling af forskellige funktioner, blevet forbedret. Google har også gjort WiFi-forbindelserne ved 5GHz og i mesh-netværk mere stabile.

Endelig er Bluetooth-afviklingen på Chromecast med Google TV blevet forbedret. En del brugere har tilsyneladende oplevet hakken i musikken, når de bruger donglen til streaming af lyd i visse apps. Men det har Google altså udbedret nu.

Når du downloader den nye software skal du huske også at opdatere den medfølgende fjernbetjening. Den har nemlig også fået en software-opdatering, der dog primært leverer ydelsesforbedringer.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.