Forside * Featured

Første, rigtige trailer til ’Loki’ er landet

-

Humoren og Tom Hiddlestons charmerende portrættering af den nordiske gud er bevaret i den kommende streaming-serie.

Efter masser af teasere, baseret primært på gammelt materiale, grafik og andet halvfabrikata, er der nu landet en ny, rigtig trailer til den næste serie i Marvel Cinematic Universe. Den handler, som faste Rec-læsere vil vide, om den nordiske gud Loke. Eller ’Loki’, som både karakteren og serien hedder.

Loki er som bekendt Thors halvbror og kendt som listig, snedig, strategisk, utilregnelig og lige dele spilopmager og sociopat. Men allermest er han kendt som værende død, eftersom superskurken Thanos slog ham ihjel i ’Avengers: Infinity War’. Så hvordan kan han nu dukke op i sin egen serie?

Annonce:

Det får vi svar på i traileren. Da Loki helt tilbage i den første ’Avengers’-film fra 2012 stjal Tesseract’en, en kosmisk energikilde af ukendt oprindelse, fik han samtidig rodet godt rundt i tid-rum-kontinuum’et, sådan at en ny, parallel tidslinje opstod. I denne tidslinje overlever Loki og sådan kan vi få glæde af at se Tom Hiddleston spille Loki igen.

Men Lokis parallelle genopstandelse er ikke uden konsekvenser. For virkeligheden er nemlig blevet skadet af al dette tid-rum-roderi, og der er tilsyneladende nogle alvorlige fejl og mangler, der skal udbedres.

Skal rydde op i virkeligheden

Den slags vedligeholdelse foretages normalt af TVA eller Time Variance Authority. Det er dem, der holder styr på, at forskellene mellem diverse parallelle tidslinjer og universer ikke bliver så store, at der går koks i virkeligheden. Men det er altså præcis, hvad der nu er sket, og TVA sætter nu Loki til at udbedre de skader, han har forvoldt.

I traileren møder vi således Mobius M. Mobius, spillet af Owen Wilson. Som leder af TVA har han blandt andet til opgave at holde styr på både tidslinjerne og Loki. Og det kan godt være svært, når Loki er en forvandlings-gud, der nærmest per definition ikke er til at stole på. Det ser ud som om, Marvel har bevaret humoren fra ’Thor’-filmene, hvilket kun gør tingene endnu bedre.

Ud over Tom Hiddleson er en anden klasse-skuespiller fra England med i serien, Richard E. Grant, men vi ved endnu ikke (officielt), hvilken rolle han har. I traileren dukker Loki op med iført pænt jakkesæt og en badge, hvorpå der står ”Loki for President”. Det bliver spændende at se, hvad DET subplot går ud på.

’Loki’ er den næste, store satsning i MCU efter ’The Falcon and the Winter Soldier’, der p.t. ruller over skærmene på Disney+, efter TV-udgaven af MCU blev lanceret med WandaVision. Den får premiere på streamingtjenesten 11. juni.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.