Forside Nyheder

Samsung vil købe OLED tv-displays af LG (rygte)

-
Foto: recordere.dk

I følge flere koreanske medier så har Samsung talt med LG om at købe OLED-displays til premium TV.

Samsung Electronics er dem der står for Samsungs elektronikprodukter, deriblandt TV. LG Electronics er dem der står for LGs elektronikprodukter, deriblandt TV.

Både Samsung og LG har displayproducenter. Selvstændige selskaber der producerer og sælger displays til mange aftagere. Dog således at Samsung Electronics også er kunde hos Samsung Display og LG Electronics også er kunde hos LG Display.

Annonce:

Men Samsung og LG er ærkerivaler. Sydkoreanske stoltheder der helst vil selv, og det har hidtil afholdt Samsung (Electronics) fra at have tv-produkter baseret på OLED-teknologi. Dette selvom Samsungs mobiltelefoner mm. benytter OLED-displays i stor stil, den udgave der hedder AMOLED.

Men Samsung Display producerer ikke OLED-displays i stor størrelse for nuværende. Så Samsung Display kan ikke levere tv-displays baseret på OLED-teknologi til Samsung Electronics.

Det er for nuværende kun LG Display der fremstiller tv-displays med OLED-teknologi. Så når Sony, Philips, Panasonic m.fl. sælger OLED TV, så sidder der et LG OLED-display indeni.

Nu har Samsung Electronics så – i følge rygterne – haft møde med LG Display, om de kan få lov at købe OLED-displays til brug i premium TV. Rygterne går på 1 million displays i år og 4 millioner til næste år.

Årsagen til kursskiftet fra Samsungs side skulle være at priserne på LCD-displays til premium TV er steget her under pandemien, hvor prisen på et 55″ display skulle være fordoblet, ifølge analysevirksomheden Omdia.

Kontrakten er ikke underskrevet endnu, men hvis Samsung vælger at gå videre med planerne, så mangler der kun koordinering af detaljerne, skriver avisen Seoul Economic Daily.

Går aftalen igennem, så er næste spørgsmål så hvordan Samsungs marketingsafdeling vil håndtere at sælge både OLED TV og QLED TV som premium TV. Men det er et spørgsmål vi må vente og se svaret på.

 

Kilder: Flatpanels, MTN, Seoul Economic Daily, ETNews

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.