Forside Nyheder

Star Trek-holdet udsender trailere for nye sæsoner af ’Picard’ og ’Discovery’

-

Tirsdag var en god dag for Star Trek-fans. 25-års-jubilæet for filmen ’First Contact’ udløste et par trailere og nyt om sæsonpremierer.

Star Wars-fans fejrer ”Star Wars Day” hvert år den fjerde maj. Denne dato er valgt ud fra et ordspil, ”May the Fourth be with you”, der næsten lyder som en meget kendte sætning fra Star Wars-universet. Og nu ser det ud som om Star Trek-universet vil forsøge at starte en lignende tradition.

Tirsdag d. 5. april 2063 er i Star Trek-universet nemlig kendt som den dag, hvor mennesket først fik kontakt med Vulcan-folket og dermed påbegyndte en ny æra med rumudforskning og kontakt med fremmede planeters folkefærd. Det skete i filmen ’Star Trek: First Contact’ fra 1996.

Annonce:

Hurtige hjerner har nok allerede regnet ud, at det i går således var 25 år siden, filmen kom ud. Og det blev fejret med en ’First Contact Day’, der gav Star Trek-fans masser af glædelige nyheder, ud over gensyn med skuespillerne fra filmen, der alle dukkede op til den virtuelle event.

For eksempel blev det endeligt offentliggjort, at fans ikke behøver vente ret længe på at se den næste sæson af ’Star Trek: Discovery’. Fjerde sæson af serien får premiere senere i år, og da tredje sæson endte med lidt af en cliffhanger, er der nok mange, der glæder sig til at se, hvad der sker med Michael Burnham og hendes besætning (ingen spoilere!)

Q vender tilbage

Der blev ikke offentliggjort nogen konkret dato for premieren på fjerde sæson af ’Star Trek: Discovery’, men et godt bud er til efteråret. Til gengæld slap Star Trek-folkene en ny trailer for sæsonen ud i forbindelse med ’First Contact Day’.

Det store spørgsmål er naturligvis, om danskerne stadig skal finde serien på Netflix, hvor sæson 3 havde premiere i oktober, eller om den flytter over på Paramount+, når denne åbner op som selvstændig tjeneste til danske hjem. Det samme spørgsmål kan man stille om ’Picard’, der udenfor USA er at finde på Amazon Prime Video.

Den aftale ser dog ifølge en presseudmelding ud til at holde i hvert fald indtil 2022, hvor den næste sæson af serien får premiere. Heller ikke her er der sluppet nogen konkret melding ud om en premieredato, men vi har ligesom i tilfældet med ’Discovery’ fået en (meget lidt meddelsom) teaser-trailer at se på.

John de Lancie, der spiller Q i Star Trek-universet, dukkede op som en overraskelse under den virtuelle ’First Contact Day’-event og meddelte, at han vender tilbage til rollen i ’Picard’ sæson 2. Så lidt nyt var der da at hente, også om den serie.

Det vides endnu ikke, om Star Trek-fans kan glæde sig til endnu en ’First Contact Day’ næste år, eller om der blot var tale om en engangsaffære. Til gengæld er det da lidt sjovt, at denne Star Trek-dag falder på datoen 5/4, mens Star Wars-dagen falder på 4/5.

Annonce:
Forrige artikelTest: Sonos Roam – super lækker trådløs mini-højttaler
Næste artikelGoogle rykker ind i soveværelset med ny Nest Hub
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.