Forside Produkter Mobil

Google, Samsung og Fitbit går efter Apples smartur-føring -sammen

-
Sådan kommer det kommende Samsung-smartur næppe til at se ud, men det er dog hvad hobbydesignerne hos Miror Pro forestiller sig (Mock-up: Miror Pro)

Samsungs Tizen OS og Wear OS skal ikke længere kannibalisere hinanden, men i stedet stå sammen i kampen mod Apple Watch.

Der er ingen tvivl om, at Apple Watch er nummer ét i verden, når det gælder smarture. Og det til trods for, at Apple sidder på mindre end 20% af smartphone-markedet globalt. En af de mange grunde hertil er formentlig, at Samsung i flere år har kørt deres eget løb, når det gælder smarture, og at Google har underprioriteret udviklingen af Wear OS.

Med andre ord har folk med Android-smartphones haft et temmelig begrænset udvalg, når det gælder smarture. Enten skulle de gå på kompromis og leve med Samsungs Tizen OS, hvor app-tilgængeligheden var begrænset. Eller også skulle de bruge Wear OS, hvor urmodellerne måske var pænere end Apple Watch, men funktionaliteten haltede.

Annonce:

Farvel til Tizen?

Men disse to hindringer bliver nu ryddet af vejen. Det har Google annonceret i forbindelse med firmaets udviklerkonference, I/O, der netop er blevet skudt i gang. Under åbningskeynoten blev det annonceret, at Samsung og Google nu er gået sammen om en samlet smarturs-platform, der skal tage kampen op mod Apple Watch’ dominans.

En ny knap-funktion skal gøre det nemmere at navigere på Wear OS, uanset producenten af hardwaren (Animation: Google)

Det er helt i tråd med de rygter, vi tidligere har hørt om, at det næste smartur fra Samsung ikke kommer til at være baseret på Tizen, men i stedet en ny version af Wear OS. Den officielle udmelding er, at de to firmaer er gået sammen om at udvikle den fælles platform, der dog stadig er åben, så andre smartursproducenter også kan anvende den.

Selv om det ikke er officielt meldt ud endnu, ligner det altså et farvel til Tizen fra Samsungs side. Det normalt velinformerede Samsung-orienterede website Sammobile skrev kort før offentliggørelsen af ovenstående nyhed, at det næste Samsung-smartur kommer til at køre en ur-version af Samsungs One UI-interface oven på Wear OS. Men det ser altså ud som om, samarbejdet stikker dybere end som så.

Batteriet prioriteres

Det var dog småt med detaljerne om, hvad samarbejdet kommer til at betyde rent teknisk. Her må vi formentlig vente med at høre mere, indtil Samsung lancerer firmaets næste smarturs-model. Dog lovede Google under deres I/O-præsentation, at batterilevetiden er blevet forbedret væsentligt på Wear OS-ure, blandt andet gennem en bedre udnyttelse af mindre kerner.

Det bliver nu nemmere at organisere og definere “tiles” i Wear OS (Animation: Google)

Således skulle der nu blandt andet være nok batteri på en opladning til at man kan have puls-måleren slået til hele dagen og natten med, og stadig have batteri tilbage, når solen står op den næste dag. Google lovede også en mere intuitiv navigation på Wear OS, der blandt andet inkluderer en slags ”Tilbage”-knap, der hele tiden kan give dig adgang til den sidste anvendte app.

Den nye navigation gør det også nemmere at definere og organisere de såkaldte ”tiles”, der er de ”skærme”, man kan bladre igennem på Wear OS, før man dykker ned i apps. Endelig lover Google også, at den nye version af Wear OS har fået en designoverhaling, der skulle få det hele til at se endnu lækrere ud.

Fitbit-brandet køres i stilling

Men den trumf, som Google/Samsung-samarbejdet formentlig vil spille hårdest ud mod Apple, er Fitbit. Google købte som bekendt det ultrapopulære fitnessgadget-mærke i 2019 og har indtil videre ikke gjort noget stort væsen af deres ejerskab af brandet, bl.a. fordi handelen først gennemførtes tidligere i år. Men nu kommer fremstødet.

Wear OS har langt flere apps tilgængelig end Tizen, hvilket forventes at være til både Googles og Samsungs fordel (Foto: Google)

Den nye Wear OS-version vil være gennemsyret af velkendte Fitbit-funktioner, herunder kontinuérlig måling af forskellige kropsdata og anerkendende, opmuntrende beskeder, der fejrer, når du har nået et nyt mål. Fitbit er stadig et umådelig stærkt brand på fitness-fronten, så hvis Google og Samsung kører det i stilling mod Apple, kan det være et effektivt våben i krigen om markedsandele.

Hvornår, vi kommer til at se mere til det nye styresystem er dog lidt mere usikkert. Sammobile og en række andre medier mener allerede, at der kommer et nyt Samsung-smartur med det nye system ombord til juni. Men ved præsentationen sagde Google helt klart, at den nye Wear OS-version først bliver rigtigt tilgængelig til efteråret. Måske mente Google, at alle andre smartursproducenter må vente indtil da med at udsende ure med den nye Wear OS ombord.

Annonce:
Forrige artikelTelenor åbner virtuel butik med personlig betjening
Næste artikelAndroid 12: Privatliv og effektivitet i fokus
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.