Forside Produkter Mobil

Samsung viser nye skærm-koncepter frem

-
Samsung er angiveligt på vej med et tabletformat, der kan foldes to gange (Foto: Sammobile/Samsung DIsplay)

Udover de forventelige foldbare koncepter blev der også plads til et kamera under et skærmpanel på en laptop.

Det er sæson for industri-baserede konferencer, der i år stadig afholdes virtuelt, fordi vi stadig ikke er sluppet af med Corona-krisen på verdensplan. I morgen starter Google I/O og Apples WWDC er kun få uger væk. Men i skærmbranchen er folk lige nu til Display Week 2021.

Her deltager Samsung-koncernen naturligvis, eftersom den på en og samme tid er en af de største aftagere af skærmkomponenter og en af de største producenter af skærme. Det Samsung-fokuserede website Sammobile kiggede med, da sydkoreanerne præsenterede deres seneste nyheder, og der var et par ret interessante imellem.

Annonce:
Samsung springer med på det strækbare skærmformat (Foto: Sammobile/Samsung DIsplay)

Først og fremmest skal det siges, at Samsung-koncepterne, der blev vist frem, netop var koncepter. Der er altså endnu ikke tale om færdige produkter, men eftersom firmaet kunne have valgt at vise alt muligt andet frem, anser både Sammobile og andre tech-medier det som sandsynligt, at disse koncepter ender i egentligt markedsførte produkter på et tidspunkt.

Dette gøres kun mere sandsynligt af, at Samsung brugte lejligheden til at vise nogle koncepter frem, som andre producenter også har teaset, eller allerede markedsført i andre former. Ved at vise disse koncepter frem, gør Samsung det klart overfor verden, at de er klar til at møde den voksende konkurrence på markedet for foldbare smartphones og tablets, som firmaet var først til virkelig at satse på.

Foldbare, rulbare og UPC

Således viste Samsung for eksempel en tablet frem, der har to hængsler, og altså kan foldes sammen i en slags S-form. Der har længe været rygter om en dobbeltfoldende smartphone/tablet-hybrid fra Samsung, mens TCL og Oppo allerede har vist koncepter frem, der foldes to gange. Samsungs version af en sådan enhed har i udfoldet tilstand en skærm på 7.2 tommer.

Foldbar tablet i stort format – 17 tommers skærm i udfoldet tilstand (Foto: Sammobile/Samsung DIsplay)

Både Oppo og TCL har også tidligere vist en smartphone frem, der ved at rulle skærmen sammen inde i enheden kan udvide skærmen ved at ”strække” den. Det minder lidt om LGs rulle-tv, og LG da viste også konceptet frem, inden de droppede smartphone-produktionen helt. Samsungs version hedder Slideable OLED og er angiveligt baseret på en række patenter, Samsung selv kontrollerer.

Det smarte ved denne type strækbare teknologi er, at den muligvis kan undgå at skærmen bliver slidt, hvor den folder og folden dermed synligt markeret. Det sidstnævnte problem kan blive blæst op i stor størrelse på en kommende, foldbar tablet, som Samsung også teasede. I udfoldet tilstand er skærmen hele 17 tommer, hvilket er mere end f.eks. den foldbare skærm på Lenovos Thinkpad X1 Fold.

Det er ikke til at se det, men der gemmer sig et kamera under denne skærm (Foto: Sammobile/Samsung DIsplay)

Samsung havde dog også noget med, som ingen andre (som denne skribent kender til) har vist frem endnu. Vi har set begyndelsen på selfie-kameraer under skærme med ZTE Axon 20 5G, og ifølge Sammobile kommer Samsungs UPC-teknologi (Under Panel Camera) i brug på Z Fold 3, når den lander. Men nu har Samsung for første gang teaset teknologien i en laptop-skærm, hvilket giver helt nye muligheder for at droppe kanterne på fremtidens bærbare computere.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.