Forside Indhold og distribution Film

tvOS 15 med Spatial Audio Head Tracking lander 20. september

-

Det bliver dog uden SharePlay-funktionaliteten i første omgang, da denne er forsinket.

20. september er en stor dag for operativsystemer hos Apple. Det er nogle få dage før den nye iPhone og den nye iPad lander på butikshylderne, og som altid følges disse af en opdatering af iOS og iPadOS. Men Apple TV får også en opdatering på denne dag.

Sammen med iOS 15, iPadOS 15 og watchOS 8 dukker tvOS 15 også op på Apple TV-boksen. Det har en repræsentant for Apple bekræftet overfor The Verge. Det betyder en række mindre, men aldeles brugbare opdateringer på funktionalitetssiden.

Annonce:

Måske er det dog lige værd at nævne en enkelt feature, der dog ikke bliver klar til på mandag. Det er SharePlay, som Apple tidligere har teaset til iOS og Apple TV-boksen. SharePlay giver brugeren mulighed for at streame film og tv-serier over FaceTime, sådan at venner og familie kan se dem sammen over nettet.

Apple bekræftede allerede i august, at funktionen ikke er klar endnu og derfor lander i en senere opdatering på begge disse platforme. Men der er andre godbidder i vente, som de, der har leget med tvOS 15-betaen i en periode, vil vide.

Rummelig lyd fra den lille boks

En af de mest relevante er implementeringen af Spatial Audio med Apples Head Tracking-funktion. Denne kræver, at du lytter via et sæt AirPods Pro-øretelefoner eller gennem AirPods Max-hovedtelefonerne. Og kildematerialet skal naturligvis også understøtte det, f.eks. ved at være i Dolby Atmos.

Apple TV spørger dig nu helt automatisk, om du vil koble dine AirPods til, når de er i nærheden. Hvis disse er en af de to ovennævnte modeller, finder Head Tracking-funktionen selv ud af, om du har kigget i en bestemt retning i et stykke tid, og sætter derefter den virtuelle surround efter din hovedposition. Hvis du bevæger dig eller sætter dig andetsteds, justeres lyden efter dette.

Hvis du skulle have fået fingre i en HomePod Mini-højttaler kan du også med tvOS 15 sætte den til at være den primære højttaler til lyden, der kommer ud af Apple TV-boksen, og en ny opdatering af HomeKit giver mulighed for at smække flere kamerafeeds op på skærmen på én gang, hvis du vil lege professionel overvågningskamera-vagt.

Du skal have en af de nyere Apple TV-bokse for at kunne køre tvOS 15-softwaren. Det betyder enten en Apple TV HD, Apple TV 4K fra 2017 eller den nyeste Apple TV 4K fra i år.

Annonce:
Forrige artikelPower solgte gammel ustabil tablet som udstillingsmodel
Næste artikelTIP: Vil du gerne skifte musik streaming platform UDEN at miste din musik?
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.