Magasin Kgs. Nytorv får nu en Elgiganten shop-in-shop.
Elgiganten krymper og åbner som pop-up shop i Magasin på Kongens Nytorv.
“Vi har glædet os rigtig meget til at dele nyheden om, at vi åbner en pop-up shop i Magasin på Kongens Nytorv. Det giver os en fin mulighed for at komme endnu tættere på vores kunder”, fortæller Peder Stedal, adm. Direktør i Elgiganten i en udmelding, og fortsætter:
“Samtidig mener vi, at Elgiganten og Magasin komplimenterer hinanden på bedste vis ved, at vi kommer til at tilbyde stormagasinets kunder produkter, som ikke allerede findes på hylderne”.
Hos Magasin ser de frem til at få et større udvalg af elektronik-produkter.
“Med åbningen af Elgiganten får vores kunder mulighed for at købe en lang række produkter, som vi ikke tidligere har haft i forretningen, og det tror vi, de kommer til at tage rigtig godt imod. Særligt elektronik har de seneste år været fast inventar under juletræet, og det tror vi også, at det er i år. Og nu kan man altså også finde det i Magasin, så vores kunder kan gøre alle deres julegaveindkøb under samme tag”, lyder det fra Esben Hougaard, der er Buying Director i Magasin.
Produktsortimentet vil være smartwatches, hovedtelefoner og bærbar lyd til telefoner, gamerudstyr og tilbehør. Men er der brug for hvidevarer klares det også – via bestilling.
“Dermed ikke sagt, at man ikke også kan bestille større produkter til levering. Mangler vores kunder fx en vaskemaskine, klarer vi også det fra vores pop-up-shop”, slutter Peder Stedal.
Elgigantens pop-up-shop ligger på 4. sal i Magasin på Kongens Nytorv i København.