Forside * Nyheder

Elon Musk-firmaer anklages for ikke at gribe ind overfor sexchikane

-
Elon Musk ved afsløringen af Teslas Cybertruck-model (Foto: Tesla).

I alt syv kvinder har lagt sag an mod Tesla for ikke at gøre noget ved diskriminationen, og samtidig fortæller fem tidligere ansatte om lignende vilkår hos SpaceX.

Det begyndte hos Google og Uber. Så blev det Amazons tur. For nylig kom Activision Blizzard så i søgelyset. Derefter Apple. Og nu er opmærksomheden så blevet rettet mod Elon Musks to største tech-eventyr, Tesla og SpaceX.

Det, alle firmaerne herover (og adskillige andre) har til fælles, er at både nuværende og kvindelige ansatte har taget bladet fra munden og er begyndt at fortælle verden om kønsdiskrimination og seksuel chikane, der foregår på disse arbejdspladser.

Annonce:

Efter #metoo-bølgen skyllede hen over Hollywood, gennemgår Silicon Valley og lignende tech-mekkaer i disse år en lignende skandalebølge fulgt af selvransagelse. Det kan enten føre til strejker, som i tilfældet med Google, men også sagsanlæg som i tilfældet med Apple.

Det er netop sagsanlæg, der er tale om i et af Elon Musk-firmaernes tilfælde. Tesla blev i sidste måned sagsøgt af Jessica Barraza, der arbejdede med produktion af de populære elbiler på en af firmaets hovedfabrikker i Fremont i Californien. Men nu har seks andre kvinder også lagt sag an.

”Tjek den nye pige ud”

Ifølge Barraza har det været et ”mareridt” at arbejde på Tesla-fabrikken i Fremont, hvor hun bl.a. oplevede at en mandlig kollega stak sit ben ind imellem hendes lår, da hun stemplede ind efter en frokostpause. I et andet tilfælde klagede hun til en af lederne over at en anden mandlig kollega blev ved med at stirre på hendes bryster.

Lederen afviste begge disse klager, og i det sidste tilfælde fik Barraza at vide, at hun ”skulle lade være med at bære skjorter der fremhævede hendes bryster”. I søgsmålsdokumenterne kan man læse, at der var tale om en Tesla-skjorte, som Barraza havde fået udleveret til at arbejde i.

SpaceX Falcon Heavy

Men nu får Barraza altså følge af seks yderligere nuværende og tidligere ansatte på fabrikken, der har lagt sag an individuelt ifølge Engadget. I disse anklager hedder det sig, at kvinderne blev udsat for uønskede tilnærmelser, upassende fysisk kontakt og diskrimination på arbejdspladsen. 

En af kvinderne, Jessica Brooks, beskriver i sit søgsmål, hvordan diskriminationen i hendes tilfælde begyndte allerede på dag ét, hvor en mandlig chef havde opfordret sine underordnede til at ”tjekke hende den nye pige ud”. Siden oplevede Brooks dagligt seksuelle tilråb og tilnærmelser, og måtte til sidst stable kasser op rundt om hendes arbejdsstation for at undgå dem.

Anklages for at gøre for lidt

Ifølge alle syv søgsmål fandt Teslas HR-afdeling angiveligt kun frem til kortsigtede og ineffektive lappeløsninger, der ikke satte nogen stopper for den diskriminerende arbejdskultur på fabrikken. Men det er tilsyneladende ikke kun hos Tesla, den er gal med arbejdskulturen.

The Verge har talt med fem kvinder, herunder missions-ingeniøren Ashley Kosak, der tidligere har arbejdet hos et andet Elon Musk-firma, SpaceX. Heller ikke her gør firmaet, ifølge de fem kvinder, noget effektivt for at stoppe seksuel chikane. Ligesom i Tesla-søgsmålene beskrives chikanen som bestående af bl.a. uønskede tilnærmelser, sjofle kommentarer og uønsket fysisk kontakt. 

Ashley Kosak beskriver, hvordan en af hendes mandlige medarbejdere opsøgte hende i hendes hjem og insisterede på at røre ved hende. En tidligere praktikant, Julia Crowley Farenga, sagde at en mandlig kollega blokerede for at hun kunne få fastansættelse, efter at hun anmeldte hans adfærd til HR-afdelingen. Det sagsøgte hun SpaceX for i 2020.

Tesla har ingen fast PR-afdeling, så i skrivende stund har firmaet ikke kommenteret på søgsmålene, der nu behandles ved domstolen i Alameda County i Californien, hvor Fremont ligger.   

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.