Forside * Nyheder

Streamingtjenesten BritBox kommer til Danmark

-

BritBox er en engelsk streamingtjeneste med indhold fra BBC og ITV

Den britiske streamingtjeneste, BritBox, åbner snart i Danmark. BritBox International er en streamingtjeneste fra BBC Studios og ITV.

Annonce:

Det bliver muligt at abonnere på tjenesten via apps, skriver Flatpanels, og så har C More indgået et samarbejde om at indhold fra BritBox bliver en del af deres tjeneste.

“Vi er stolte over den nye aftale med BritBox, og glade for at kunne tilbyde vores brugere en bred vifte af populært britisk indhold. Der bliver noget for enhver smag, og nogle fantastiske klassikere i krimigenren, som er i høj kurs blandt danske streamingkunder og vores brugere i særdeleshed”, fortæller Jens M. Andreasen, Head of OTT hos C More Danmark, i en udmelding.

BritBox er et samarbejde mellem BBC og ITV, som tilbyder et stort katalog af klassiske titler fra Storbritannien med alt fra anmelderroste dramaer over neglebidende krimiserier og prisbelønnede komedieserier til spændende dokumentarer. I alt er der omkring 3.000 titler på tjenesten.

“Vi er glade for partnerskabet med C More, og adgangen til det nordiske marked markerer det næste skridt i vores globale ekspansion. Samtidig bekræfter det os i, at der er en stadigt stigende interesse for britisk indhold og vores unikke udbud”, fortæller Reemah Sakaan, som er CEO hos BritBox International, i en udmelding.

BritBox åbner i begyndelsen af 2022. Premieredato, pris – og det specifikke indhold for Danmark – oplyses ved en senere lejlighed.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.