Forside * Nyheder

Nu kan iPhone-ejere spille Fortnite igen

-

Selv om krigen mellem Epic Games og Apple langt fra er overstået, har Epic fundet en måde at gøre det populære spil tilgængelig på iPhone…med hjælp fra NVIDIA.

Mens Epic Games og Apple venter på at tæske videre på hinanden (rent juridisk, altså) i en appelretssag, har Fortnite-fans med iPhones i lommerne været ude i kulden. Med mindre, de havde hentet Fortnite-app’en før striden begyndte, måtte de finde andre steder at spille det populære spil.

Og det er naturligvis fordi Epic/Apple-striden for alvor begyndte, da Apple smed Epic Games ud af App Store, inklusive Fortnite. Det gjorde de, hvis du skulle have glemt hvorfor, da Epic i protest mod at Apple tvinger udviklere af apps til iOS til at sælge gennem App Store og dermed bruge Apples egen betalingsplatform.

Annonce:

Det sidste betyder som bekendt, at udviklerne skal lægge 30 procent af alle app-indtægterne (inklusive køb, der foretages inde i app’en) i kommission til Apple. Da Epic fik nok af dette og lancerede deres eget alternativ, blev de losset ud på digitale røv og albuer fra App Store.

Men nu har Epic Games fundet en måde at tilgængeliggøre Fortnite på iOS igen. Det er sket gennem via en af de partnere, der i sin tid kom med sympatierklæringer i Epics favør, i tiden op til at Epic/Apple-striden brød ud i lys lue.

NVIDIA redder Fortnite-fans på iOS

Det er NVIDIA, der jo også selv er en slags konkurrent til Apple. NVIDIA er som bekendt en af verdens største chipproducenter, og efter Apple er begyndt at fremstille sine egne chipsets til deres computere, er der en anelse mindre brug for NVIDIAs teknologier derude.

Dertil kommer at NVIDIA jo ligesom Apple også producerer streaming-enheder i form af SHIELD, som er en direkte konkurrent til Apple TV, selvom sidstnævnte har en noget mindre markedsandel end førstnævnte. Selv om vi nok er nede i bagatel-laget, har NVIDIA altså et par grunde til at drille Apple lidt.

Det gør de så i Epic-tilfældet via GeForce Now. Det er, som visse observante Rec-læsere nok kan gætte, en streamingservice fokuseret på spil, som NVIDIA står bag. Her vil man i fremtiden kunne spille Fortnite, og ikke bare (som det p.t. er tilfældet på Android), i en streamet udgave af desktop-versionen af spillet.

Betatestes lige nu

Nej, det er den ægte vare i form af den smartphone-optimerede udgave af spillet, der bliver tilgængelig, og som allerede nu er tilgængelig for nogle. NVIDIA og Epic Games har nemlig lige startet en lukket betatest for en stor gruppe gamere, der har fået tidligt adgang. På den måde er Fortnite nu igen tilgængelig på iOS for nogle, og bliver det snart for alle. Du kan skrive dig på en venteliste til betatesten her.

Det mest interessante ved denne omgåelse rent forretningspolitisk, er at Fortnite slipper for at betale en øre til Apple, selv hvis de opkræver penge for handler inde i appen. Det er fordi GeForce Now ikke i sig selv opkræver nogle penge, og derfor ikke skal betale kommission til Apple.

Det er også grunden til, at GeForce Now p.t. er den eneste spilstreaming-app på iOS, der tilbyder Fortnite. Microsofts xCloud-tjeneste betaler f.eks. kommission til Apple, og denne kommission ville Epic ifølge The Verge have skullet dække, hvis firmaet gjorde Fortnite tilgængelig gennem tjenesten.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.