Forside * Featured

Mere Star Wars: ’Andor’ kommer til august – se traileren her

-

Historien om, hvad Rebel-spionen lavede før ’Rogue One’ skal fylde hullet mellem ’Obi-Wan Kenobi’ og ’Mandalorian’ sæson 3.

Star Wars-fans fra hele verden er samlet til Star Wars Celebration-konferencen i Anaheim syd for Los Angeles i disse dage. Og som vanligt benytter Lucasfilm (og firmaets ejere, Disney) lejligheden til at annoncere en række nyheder fra Star Wars-universet.

Annonce:

En af dem er naturligvis nyheden om at sæson 3 af ’The Mandalorian’ er annonceret til at lande til februar næste år (selv om mange Star Wars-fans anser ’The Book of Boba Fett’ for at være den egentlige tredje sæson af ’The Mandalorian’, eftersom Din Djarin optrådte næsten lige så meget i serien som figuren, der lagde navn til serien).

Men samtidig med denne har Lucasfilm introduceret både en premieredato og en trailer for ’Andor’, en Star Wars-serie, der ikke har været helt lige så meget hype omkring. Men det burde der måske have været.

Recordere-læsere, der har fulgt med i Star Wars-universet i flere år, vil huske Cassian Andor som den hårdkogte spion for rebellerne, der hjælper Jyn Erso med at stjæle planerne til den første dødsstjerne i den fremragende ’Rogue One: A Star Wars Story’-film.

Mavesur robot dukker op

Cassian Andor spilles af Diego Luna, og han har trofast følgeskab af K-2SO, den lettere mavesure og sarkastiske robot, der bragte en del morskab ind i ’Rogue One’. Det er fantastiske Alan Tudyk, som mange ’Firefly’-fans forguder, der lægger stemme og nogle gange også bevægelser til K-2SO.

’Andor’ er en prequel-serie, eller måske endda en prequel til en prequel. Rogue One foregår som bekendt mellem prequel-trilogien og den originale trilogi, og denne serie foregår før Rogue One. Der er tale om en historie, der udspiller sig under Cassian Andors karriere som spion for rebel-alliancen.

Som nedenstående trailer indikerer, er der nok god grund til at glæde sig ’Andor’, som basalt set skal fylde hullet mellem ’Obi-Wan Kenobi’, der har premiere på Disney+ i dag, og ’Mandalorian’ sæson 3-premieren til februar.

Ægte Star Wars-fans har måske også lyst til at være sent oppe og følge live-streams fra Celebration-konferencen, der dog også kan ses med forsinkelse på YouTube. ‘Andor’ får som nævnt premiere i august, selv om det næsten er i måneden efter. Den lander nemlig på Disney+ 31. august.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.