Forside Produkter HiFi & Surround

Adidas-hovedtelefoner får strøm fra sol og lamper

-
(Foto: Adidas)

Lys-opladelige hovedtelefoner har allermest fløjet under radaren de seneste år, men nu går et stort mærke endelig ind og giver konceptet et boost.

Det er lidt vildt at tænke på, at det allerede er to et halvt år siden, vi første gang skrev om soldrevne hovedtelefoner. Dengang var det i forbindelse med en crowdfunding-kampagne fra JBL, der endte med en aflysning, til trods for at projektet hev næsten fire gange så mange penge hjem som nødvendigt.

Ifølge JBL kom COVID-19 på tværs. Det Samsung-ejede brand lukkede projektet ned, fordi udviklings- og produktions-teamet var forhindret i at rejse på grund af COVID-19-restriktioner. Det var i december 2020, hvor komponent-manglen også var begyndt for alvor at skabe problemer, så JBL kunne måske heller ikke producere hovedtelefonerne til den pris, de oprindeligt havde beregnet.

Annonce:

JBL måtte altså refundere over 2.000 menneskers forudbestillinger af hovedtelefonerne. Men det er jo samtidig en indikation af, at der er en efterspørgsel på sol-drevne hovedtelefoner, selv om markedet måske er småt til at begynde med. Og det betyder nu, at andre mærker har samlet idéen op.

(Foto: Adidas)

Det har foreløbig været mindre brands som f.eks. svenske Urbanista, der er landsmænd til det firma, der laver den solcelle-teknologi, der får det hele til at virke. Det er det svenske firma Exeger, hvis lette solcelle-teknologi Powerfoyle kan placeres oven på plastik med en metode, der minder lidt om tekstiltryk.

Kan Adidas gøre hvad JBL ikke kunne?

Men nu kommer et større firma med et mere velkendt navn også ind i folden. Det er Adidas, der har valgt at sætte sit logo på hovedtelefoner udviklet af Zound Industries – der sørme også er svenske. Du kender måske ikke Zound Industries-navnet, men du kender formentlig de højttalere og hovedtelefoner, de har lavet under guitarforstærker-mærket Marshall.

Zound Industries laver allerede et par trådløse øretelefoner i samarbejde med Adidas, så det er vel meget naturligt, de også skal have et par on-ear-hovedtelefoner i sortimentet. Faktisk er den nye model en opfølger til de første hovedtelefoner Zound og Adidas lavede sammen tilbage i 2019. Sidstnævnte havde modelnavnet RPT-01.

(Foto: Adidas)

De nye hovedtelefoner går under navnet RPT-02 SOL, og du kan selv gætte hvad de tre sidste bogstaver indikerer. Hvor forgængeren kunne levere 40 timers trådløs afspilning, klarer RPT-02 80 timer, men det er ikke sikkert, du nogensinde kommer til at opleve strømmangel.

Powerfoyle-teknologien gør nemlig, at hovedtelefonerne kan lades op under lys af næsten enhver slags. Så selv, når 2022s varme sommer går på hæld og der bliver mindre af det skarpe solskin, der virkelig sender energi ind i RPT-02 SOL, kan du placere dem under en lampe, og de vil stadig blive ladt op. Der er endda en indikator ombord, der viser, hvor effektivt lyset benyttes til opladning.

Skal det gå hurtigere, kan du naturligvis bruge det indbyggede USB-C-stik. Adidas-mærket indikerer naturligvis, at der er tale om et par hovedtelefoner til folk med interesse for sport og fitness. Af samme grund er hovedtelefonerne IPX4-certificerede, så de kan tåle sved og en løbetur i let regn. Men du skal ikke svømme med dem, for de er langt fra vandtætte.

Adidas RPT-02 SOL kan bestilles nu med levering fra 23. august. De koster 1.799 kroner.

Annonce:
Forrige artikelAfgørelse: Teleselskaber er ikke forpligtet til at briefe om billigere abonnementer
Næste artikelBloomberg: Apple iPhone 14 event den 7. september.
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.