Forside * Nyheder

Winamp bliver platform for skabere af musik og andre lydprodukter

-
Winamp, som nostalgikerne kender den (uden et af de mange skins, der kan lægges oven på (Foto: Winamp/Recordere)

Initiativet er et led i en større relancering af den gamle afspiller, der også omfatter et kommende, nyt design.

Når vi taler om den digitale musikrevolution, der skete omkring årtusindeskiftet med mp3-bølgen, Napster med videre, er det svært at komme uden om Winamp. Den modulære og dybt konfigurerbare afspiller var vildt populær blandt de, der var tidligt ude med at sende CD-samlingen op på loftet og i stedet lyttede til musik på computeren.

I 2013 så det sort ud for Winamp, da kommercielle downloads for længst havde overtaget fra CD’er og streamingtjenesterne var godt i gang med at overtage vores musikforbrug. Men navnet og den engang så populære afspiller-software blev reddet af Internet-radiotjenesten Radionomy i 2014.

Annonce:

Siden har Radionomy skiftet navn og forretningsmodel et par gange, først til AudioValley, der markedsførte sig på at skabe annoncerings- og brandingmuligheder via lydbaserede produkter. Og nu er AudioValley så på vej til at skifte navn til TargetSpot, der kalder sig selv et AdTech-firma og altså primært fokuserer på online-reklameteknologier.

Men det Bruxelles-baserede firma ejer stadig Winamp og er tilsyneladende ambitiøse på afspillerens vegne. For et par uger siden slap de en ny version af Winamp ud til verden, den første opdatering af afspilleren i fire år.

Platform for indholdsskabere

Der var ikke meget nyt at se på afspilleren, de fleste af opdateringerne skete under motorhjelmen, hvor udviklingen af afspilleren f.eks. nu sker på en mere moderne udviklingsplatform, og i det hele taget er der sket moderniseringer i Winamps kode. Men der skulle også være opdateringer i designet på vej.

Winamps nye logo, der måske peger i retning af det kommende, nye design (Foto: Winamp)

Det første tegn på dette kan man se på det nye logo som Winamp nu har fået, og som kan ses herover. Dernæst har AudioValley/TargetSpot nu annonceret, at de vil forsøge at gøre Winamp til en platform for indholdsskabere indenfor musik og andre lydprodukter (ud over musik kunne dette for eksempel være podcasts og ASMR).

Firmaet har gjort 25.000 invitationer tilgængelige for skabere, der vil prøve at bruge Winamp som distributionsplatform for deres produkter og fordi de kommende TargetSpot-planer involverer reklameindtægter vil skaberne også kunne tjene penge på indholdet. Dertil kommer muligheden for at fans kan støtte indholdsskaberne direkte efter en Patreon-agtig donationsmodel.

Winamp står naturligvis overfor den udfordring, at afspilleren kun i begrænset omfang er tilgængelig til andre platforme end Windows. I et miljø, hvor de fleste streamer deres musik i stedet for at have den liggende lokalt er det naturligvis også en udfordring, at Winamp ikke p.t. findes som iOS- og Android-apps.

Men på Winamps opdaterede hjemmeside kan man skrive sig op til at høre mere, når Winamp bliver relanceret. Så måske har AudioValley/TargetSpot et svar på disse udfordringer, når det sker.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.