Forside Nyheder

Apple vil hive chipproduktion hjem til USA

-
(Foto: Apple)

Det sker dog fortsat i et samarbejde med TSMC, der har bygget en fabrik i Arizona. Men betyder det dyrere Apple-produkter?

Et af de eksempler, der oftest hives frem, når man diskuterer globalisering, er hvordan amerikanske tech-virksomheder oftest får deres produkter fremstillet og samlet i Kina og Taiwan.

Det sker naturligvis fordi kinesiske arbejdere koster mindre i løn end amerikanske, både på grund af de forskellige løn/prisindekser i de to lande, og fordi amerikanske fabriksarbejdere har forhandlet sig frem til bedre lønvilkår siden slutningen af 1800-tallet, mens sådanne forhandlinger kun har fundet sted i Kina siden 1980’erne.

Annonce:

Kinesiske fabriksarbejdere er så meget billigere end amerikanske, at det for eksempel kan betale sig for Apple at transportere alle delene til en iPhone fra forskellige steder i verden til Foxconns fabrikker i Kina, få dem samlet der, og så eksportere dem ud af Kina til alle mulige lande i verden, også selv om dette koster toldafgifter ved importen til disse lande og selve transportomkostningerne kommer oveni.

Så derfor kan det måske overraske, at Apple nu melder sig klar til at begynde at producere sine egne chips i USA. I hvert fald, hvis man skal tro Bloombergs Mark Gurman, der kan referere fra et møde mellem Tim Cook og tyske Apple-sælgere og -teknikere. Her sagde Cook, at Apple ”allerede har taget en beslutning om at købe chips fra en fabrik i Arizona”. Det skulle angiveligt ske fra 2024.

Konflikt med Kina kan ramme chipproduktionen

Indtil nu har firmaet fået produceret f.eks. sine A-chips til iPhone og iPad og sine M-chips til Macs hos Taiwan Semiconductor Manufacturing Company (TSMC), der som navnet antyder ligger i Taiwan. TSMC står p.t. for omkring 60% af hele verdens chipproduktion lige nu, og det er et problem ifølge Tim Cook. Ved mødet sagde Cook at ”uanset ens standpunkt er det ikke godt rent strategisk, når 60% af noget som helst kommer fra det samme sted”.

Det er især ikke godt, når Kina rasler med sablen og der er risiko for en kinesisk invasion af Taiwan. Som følgere af geopolitiske forhold vil vide, mener den kinesiske regering, at Taiwan er en del af Kina, mens Taiwan anser sig selv for værende en uafhængig nation. En kinesisk invasion af Taiwan kan derfor skabe flere problemer med leverance af chips, end verden allerede oplever nu.

Fabrikken i Arizona, der lige nu er ved at blive færdiggjort, er dog også ejet af TSMC, der således kan producere chips lidt tættere på firmaets mange kunder i Silicon Valley, inklusive Apple, uanset, hvad der sker i Taiwan. Ifølge flere medier kan fabrikken dog kun producere chips efter TSMCs 5nm-proces ved åbningen, og Apple planlægger ifølge Financial Times at bruge de 3nm-chips, TSMC kan lave på sin taiwanesiske fabrik i næste års iPhone.

Mulig Apple-chipproduktion i Tyskland

Det er altså uklart, om Arizona-fabrikken vil komme til at producere de primære chips til iPhone eller andre chips, Apple har brug for. Det står heller ikke helt klart om dette vil fordyre produktionsprocessen og dermed skabe dyrere Apple-produkter. Selv om taiwanesiske fabriksarbejdere angiveligt tjener mere end kinesiske, er der stadig langt op til den løn, deres kolleger får i USA.

Omvendt kræver chipproduktion ikke nær så mange medarbejdere som når der skal samles iPhones og andre hardwareprodukter, så vi må se, hvad tiden bringer i den henseende. Omkostninger til chipproduktion bliver også afhjulpet af at den amerikanske regering har afsat 52 mia. dollar (cirka 373 mia. kroner) til at støtte chipproduktion i USA.

EU vedtog i april en lov, der skal fremme chipproduktion i Europa, og det har ifølge Bloomberg fået TSMC til at overveje at åbne en fabrik i Tyskland. Tim Cook sagde i forbindelse med det ovennævnte møde med tyske sælgere og teknikere at han var ”sikker på, at Apple også ville få chips leveret fra Europa, når der kommer mere klarhed om fremtidsplanerne”.

Annonce:
Forrige artikelSonos har planer om fire nye produktkategorier
Næste artikelElton Johns farvel-koncert sendes live på Disney+
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.