Forside * Nyheder

Voldelige demonstrationer på COVID-ramt iPhone-fabrik

-
Medarbejdere i beskyttelsesdragter udenfor en fabriksbygning i Zhengzhou (foto: Weibo/screenshot).

Det kan betyde at de allerede udmeldte forsinkelser på iPhone-leverancer kan blive endnu værre.

For nylig skrev vi om, hvordan den fabrik, der producerer iPhone 14 Pro og Pro Max for Apple i Kina var blevet lukket ned på grund af den kinesiske regerings nul-tolerancepolitik overfor spredning af COVID-19. Nedlukningen tvang Apple til at skrue ned for forventningerne og melde ud, at leverancerne af de to telefonmodeller ville blive forsinkede.

Men nu kan denne situation blive endnu værre. Foxconn-fabrikken i Zhengzhou, hvor nedlukningerne fandt sted, er nemlig nu også blevet ramt af medarbejder-demonstrationer, der har ført til voldelige sammenstød både udenfor og inde i fabrikken.

Annonce:

Videoer, der er blevet lagt op på sociale medier, viser hvordan hundredvis af medarbejdere marcherede ind og konfronterede en af lederne, samt en række voldelige situationer blandt medarbejdere og mellem medarbejdere og politiet.

Medarbejdere blev filmet udenfor fabrikken, mens de råbte ”Forsvar vores rettigheder! Forsvar vores rettigheder” ifølge Bloomberg. Dette skete i, hvad der angiveligt var en konfrontation med lokale politistyrker.

Usikkerhed omkring mad og COVID-beskyttelse

Andre videoer viser, hvordan fabriksarbejderne forsøgte at vælte en politibil. Videomateriale inde fra fabrikken viser, hvordan en af lederne på fabrikken blev omringet af medarbejdere, der forsøgte at forklare situationens alvor.

Ifølge folk, der udtaler sig på videoerne, er medarbejderne utilfredse med de vilkår, de vendte tilbage til efter den ovenfor nævnte nedlukning. Foxconn har indført, hvad de kalder ”lukket kredsløb”-regler for at holde COVID-19 ude, og det betyder, at medarbejderne var tvunget til at bo og arbejder på fabriksområdet og ikke have kontakt med verden udenfor i en periode.

Medarbejdere i beskyttelsesdragter overfalder en liggende person med stave under demonstrationerne (Foto: Weibo/screenshot)

Men disse forholdsregler var tilsyneladende slet ikke tilstrækkelige ifølge de protesterende medarbejdere. Ifølge medarbejderne havde Foxconn slet ikke gjort nok for at forhindre spredningen af COVID-19 på det store fabriksområde.

Derudover var der ifølge medarbejderne stor usikkerhed om, hvornår der blev serveret måltider i løbet af dagen, hvilket naturligvis er et problem, når man ikke kan forlade fabriksområdet for eventuelt at finde mad andre steder.

I skrivende stund har ingen af de store nyhedsbureauer haft mulighed for at bekræfte videoernes autenticitet, men har naturligvis heller ikke kunnet bekræfte det modsatte, og såvel demonstrationerne som de mangelfulde forhold er blevet bekræftet af humanitære organisationer i Kina.

Hvad dette betyder for julens iPhone-leverancer er for tidligt at spå om. Men det er klart, at Foxconn får svært ved at indhente de tidligere udmeldte forsinkelser, så længe medarbejderne demonstrerer.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.