Forside * Nyheder

Amazon gør 17 Echo-enheder Matter-kompatible

-
(Foto: Amazon/Matter)

Hvis du er fan af Alexa, er din hjemme-device fra Amazon netop blevet nemmere at forbinde med resten af verden.

Nu er der for alvor ved at komme gang i udrulningen af Matter. Selv om det formentlig først bliver til næste år (som jo trods alt er lige om hjørnet), at der for alvor kommer gang i den nye, tværgående standard for forbindelser mellem ting, der gør hjemmet intelligent, kan man godt mærke, at tingene er i bevægelse.

For få dage siden gjorde Google det officielt, at deres Nest- og Android-enheder nu er klar til Matter. Men det skulle ikke være en ære, Google sad alene med ret længe. Nu er Amazon nemlig også klar med en række af sine Echo-produkter.

Annonce:

Man skal dog have en Android-telefon for at sætte Matter op på enhederne, for iOS er endnu ikke understøttet. Det er formentlig fordi Apple som vanligt ikke er bange for at komme efter alle andre, hvis det betyder, at de kan sikre på, at alt virker, før de slipper noget løs. Det forventes dog, at iPhone også bliver en del af økosystemet tidligt næste år.

Mesh-netværksprotokollen Thread, der skal sikre forbindelse mellem alle hjemmets IoT-enheder uden at overbelaste det øvrige trådløse netværk er ligesom iOS heller ikke implementeret i Amazons enheder endnu, men forventes at blive det. Det betyder også, at Matter kun kan sættes op via almindelig WiFi.

Mere på vej

Hele 17 enheder i Echo-familien er nu blevet Matter-kompatible, og det handler primært om Echo Dot-højttalere fra fjerde generation og opefter, med mindre, du har en 3. generations Echo Dot, der blev udsendt i 2018 og fremefter. Når det gælder Echo, er det også fra fjerde generation og frem, og Echo Show 5, 8, og 10 fra 2. og 3. generation. Du kan se den fulde liste herunder.

Der er dog langt flere Amazon-enheder på vej ind i Matter-folden, og det vil ske, efter nytårspropperne er sprunget. Amazon fortalte The Verge i sidste måned, at firmaets router-serie, Eero, også kommer til at understøtte Matter via en simpel opdatering.

Ud over Echo-enhederne har Amazon også opdateret de intelligente stikdåser, kontakter og smartpærer, som Amazon sælger under eget navn. Disse er dog nok relativt sjældne i danske hjem, men hvis du har en, er den nok værd at opdatere.

Amazon og Google er de to første af de helt store firmaer bag Matter-standarden, der slipper opdateringer ud til deres produkter. De to andre topfirmaer er Apple og Samsung, og dem har vi ikke hørte noget fra endnu. Men mon ikke, der begynder at komme gang i deres opdateringer, nu hvor Amazon og Google er klar? Om ikke andet på CES i Las Vegas til januar, hvor der også forventes en sand ørkenstorm af nye Matter-produkter.

Disse Echo-enheder er blevet opdateret med Matter ifølge Amazon: Echo Dot (5th Gen), Echo Dot (5th Gen) with clock, Echo (4th Gen), Echo Dot (3rd Gen, 2018 release), Echo Studio, Echo Show 8 (2nd Gen, 2021 release), Echo Show 10 (3rd Gen), Echo Show 5 (2nd Gen, 2021 release), Echo Show 15, Echo Dot (Gen 3 with Clock), Echo Dot (Gen 4 with Clock), Echo Show 5, Echo (v3), Echo Dot Gen 4, Echo Input, Echo Flex and Echo Show 8.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.