Forside * CES 2023

Nyt LG-kameramodul til smartphones har op til 9x optisk zoom

-
LGs nye zoom-kameramodul (th.) kan ende med at dukke op i næste års iPhone, hvis tidligere rapporter holder stik (Foto: LG/Apple)

Det nye kameramodul bliver måske en del af den større opgradering af iPhone, som Apple forventes at foretage i 2023

Der er ikke meget tvivl om, at Sony sidder på toppen, når det gælder smartphone-kameraer. Firmaets kameramoduler og -sensorer sidder i en stor del af markedet for smartphones, og for nylig kom Apple endda ud og indrømmede, at det er Sony-kameraer, der sidder i deres iPhones.

Men nu vil LG give Sony mere konkurrence. Siden LG ikke længere laver sine egne smartphones, giver det god mening, at firmaets innovationer kan komme andre smartphone-producenter til gode i form af komponentleverancer.

Annonce:

Det sidstnævnte er der ikke noget nyt i, LG leverer allerede skærme til en hel del smartphones, og har endda tidligere leveret kameramoduler til andre…heriblandt Sony, som f.eks. satte et LG-sensormodul i firmaets Xperia 1 IV-model, der blev præsenteret tidligere i år. Når markedslederen indenfor smartphone-kameraer sætter konkurrentens moduler i telefonerne, så de jo være gode.

LG Innotek, den division af LG, der står for de helt skarpe innovationer, har nu afsløret en opfølger til det føromtalte modul, som Sony satte i Xperia 1 IV. Og det er ikke småting, hvad det nye modul kan.

Fra 4x til 9x

Modulet, der har det noget kedelige, men meget præcise navn ’Optical Telephoto Zoom Camera Module’, har ligesom sin forgænger ægte, optisk zoom, som det opnår via den periskop-teknologi, der efterhånden er ret udbredt.

Sådan præsenterede Sony implementeringen af LG-modulets forgænger i Sony Xperia 1 IV i foråret (Foto: Sony)

Når det alligevel er værd at skrive om det nye modul er det fordi den nye sensor kan klare op til 9x optisk zoom – vel at mærke uden at opløsningen på nogen som helst måde bliver påvirket ifølge LG. Det hele sker optisk. Modulet har et bundniveau på 4x optisk zoom, så det skal sættes sammen med andre kameraer (f.eks. fra Sony) for at få hele spektret dækket ind.

Der er naturligvis også en optisk billedstabilisator indbygget, der kan afhjælpe at dine håndrystelser også bliver gjort større, når optikken er zoomet ind. LG Innotek har under udviklingen af modulet samarbejdet med Qualcomm om at integrere modulet optimalt med Snapdragon 8 Gen 2-chipsettet.

Måske på vej til iPhone 15 Pro

Det betyder, at LG-modulet vil være at finde i smartphones, der bliver annonceret på CES om en uges tid, så vi skal naturligvis nok kigge efter det. LG har dog ikke meldt noget ud om, hvilke producenter, der kan blive tale om.

Men den mest spændende, potentielle producent i den sammenhæng for danskerne er naturligvis Apple. Allerede i april rapporterede det koreanske website The Elec, at et LG Innotek-kameramodul ville finde vej til iPhone 15 i 2023. The Elec har normalt gode kilder i produktionsmiljøet, så der er ikke tale alt for løse rygter.

Det er naturligvis ikke sikkert, at det netop er det nye LG Innotek-modul, som Apple vil putte i iPhone 15. Hvis det er, kommer modulet formentlig til at dukke op iPhone 15 Pro, og vil bidrage til at gøre iPhone 15-lanceringen til det store skridt fremad på iPhone-fronten, som mange forventer at Apple vil tage i efteråret 2023.

Annonce:
Forrige artikelBatteridrevet trådløst OLED TV
Næste artikelSmart-køleskabet, der viser TikTok-videoer i 32 tommer
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.