Forside * Nyheder

I fremtidens smarthjem kan lyskontakten være et klistermærke

-
For at tænde for denne pære skal du bare vifte med hånden foran klistermærket nedenunder. Det er i øvrigt Somalytics’ stifter og CEO, Barbara Barclay, til venstre i baggrunden (Foto: Recordere)

Ultratynde sensorer udviklet med nanoteknologi kan i fremtiden erstatte kameraer og infrarøde sensorer, når vi skal styre ting med håndbevægelser.

Vi har formentlig alle prøvet at stå ved vasken på et offentligt toilet, hvor vandet skulle fosse pænt ud af hanen, når vi vifter med hænderne. Men det bliver ofte til en hel masse viften, fordi den infrarøde sensor enten er beskidt, er i stykker, eller fordi lyset i lokalet forstyrre de infrarøde stråler.

Selv om vi lige siden IC3-togene dukkede op har vænnet os til at vifte med hænderne for at åbne døre og andre funktioner, har det aldrig virket godt nok til at vi f.eks. ville erstatte alle husets lyskontakter med infrarøde sensorer. Men i fremtidens hjem kan nano-sensorer i stedet løse samme opgaver – og mere stabilt.

Annonce:

Den lille startup Somalytics fra byen Redmond udenfor Seattle i staten Washington (der er lidt af en tech-hub, fordi Microsoft også har hovedsæde der) har udviklet nogle papirstynde sensorer, der kan lidt af hvert. Og det har de vundet en innovationspris for på CES.

De papirstynde nanoteknologi-sensorer ser sådan ud (Foto: Recordere)

Firmaets stifter og CEO, Barbara Barclay, gav os en demonstration af, hvordan det virker. Princippet er velkendt – sensorerne skaber et elektromagnetisk felt, og når du sætter hånden ind foran dem, brydes kredsløbet, hvilket så kan bruges til at slukke og tænde for ting. Det nye ved Somalytics-sensorerne er, hvor tynde de er, og hvor stor rækkevidde de har.

Lyskontakt i et klistermærke

De bittesmå sensorer er bogstaveligt talt papirstynde, fordi de er lavet med nanoteknologi. Det betyder, at de f.eks. kan puttes ind i tapet eller et klistermærke, du kan sætte op, der hvor du ellers normalt har en lyskontakt. Det var netop dette scenarie, Somalytics demonstrerede på deres stand.

Du behøver bare vifte med hånden foran klistermærket for at tænde lyset – og din hånd kan være helt op til 20 centimeter væk før sensoren begynder at miste følsomheden.

Barclay fortalte os, at sensorerne også kan fungere under vand, og derfor ikke har særlig store problemer, hvis de skulle gå hen og blive våde eller beskidte – modsat infrarøde sensorer. De har endda tre grader af trykfølsomhed, hvis du f.eks. gerne vil sætte tre forskellige niveauer af lysstyrke.

(Video: Recordere)

”Man skal vifte med hånden ligesom med et ’Jedi mind trick’ grinede Barbara Barclay, da hun fremviste en lille, sjov konstruktion, firmaet havde lavet, hvor Grogu fra ’The Mandalorian’, kunne flyttes frem og tilbage, afhængig af, hvordan du bevæger hånden.

Når der hverken er behov for kameraer til at opfange dine bevægelser eller for infrarøde sensorer, er de små papirstynde sensorer lige pludselig både billigere og nemmere at placere i det smarte hjem. Og selv om du endnu ikke kan købe produkter med Somalytics-sensorer i endnu, peger denne innovation helt klart i retning af, hvordan vi kan tænde og slukke for ting i fremtidens smarte hjem.

 

Andre CES nyheder. Se også: CES Tema

 
 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.