Forside * Nyheder

Vi ser mere og mere TV alene

-
Foto: Uffe Weng / DR

Vi vælger i stigende grad at se TV alene, fremfor sammen med andre

Engang kunne fjernsynet samle familie og venner i stuen. Det er på retur nu, om end vi stadig ser meget af det samme, men bare hver for sig.

Andelen af minutter, som vi ser TV sammen med andre, er faldende. Det viser tal fra DR Medieforskning. Det er typisk underholdningsformater, livsstilsprogrammer og fiktion, der fortsat kan samle folk om samme skærm.

Annonce:

Streaming bliver i højere grad end flow-tv set alene. På streaming bliver kun 20% af det, vi ser, set i fællesskab med andre.

De netop overståede jule- og nytårsuger er traditionelt en tid på året, hvor vi ser fjernsyn sammen med andre – for eksempel når Bambi er på glatis i ’Disneys Store Juleshow’, eller dronningen holder nytårstale.

Siden fjernsynet kom til Danmark i 1950’erne, har husalteret været samlingspunktet i de danske hjem, når mørket falder på. Men mængden af valgmuligheder er steget, samtidig med, at serier, film og dokumentarer er målrettet unge, gamle, mænd og kvinder, dig og mig.

På samme tid er der nu også flere, der bor alene, end der var i slutningen af 1980’erne, og samtidig har folk fået alle tænkelige devices, hvorfra de kan tilgå programmerne.

Derfor bliver stadig mere fjernsyn og nu også streaming set alene. Det betyder, at den såkaldte samsening er faldende i Danmark, viser tal, som DR Medieforskning bringer i rapporten ’Medieudviklingen 2022’, som udkommer den 26. januar.

“Hvor 55 procent af alle tv-minutter blev set med to eller flere personer foran tv–apparaterne i 1992, var tallet faldet til 42 procent i 2012. Og i første halvår af 2022 er det kun 31 procent af tv-forbruget, der er foregået i selskab med andre”, fortæller medieforsker Jakob Vikær Hansen, der har skrevet afsnittet om samsening i rapporten.

Med streamingtjenesternes indtog i 2010’erne er det kun blevet sværere at finde fælles fodslag foran fjernsynet. Fra 2022 har det været muligt at måle streaming-seningen på det danske marked, og her viser de første tal, at samseningen er lavere på streaming end på flow-tv.

Ifølge ’Medieudviklingen 2022’ er DR1 fortsat tv-kanalen med størst samsening – målt over hele døgnet. Her er tallet 37 procent, for TV 2’s vedkommende er det 34 procent, mens tallet for eksempel er helt nede på syv procent samsening på streamingtjenester som YouTube og 12 procent på Discovery+.

De danske tjenester DRTV og TV 2 Play er blandt dem, der har den største andel af samsening på streaming.

“Her er årsagen nok først og fremmest, at de to tjenester tilbyder live-streaming af blandt andet nyheder, drama og underholdning, som for mange er noget, man enten ser sammen i familien eller af vane. Typisk er det betinget af et bestemt tidspunkt på dagen”, forklarer Jakob Vikær Hansen.

Blandt de 15-29-årige er der kun 17% samsening mod de 24%, som er gennemsnitstallet for alle brugere på tværs af tv og streaming. Og også her er forklaringen ganske logisk, konkluderer Jakob Vikær Hansen i ’Medieudviklingen 2022’:

“Unge har et mere nichepræget og unikt medieforbrug, og deres forbrug sker i højere grad på tjenester, som har ekstremt meget forskelligt indhold. Her er der typisk også personalisering, der fordrer et mere individuelt forbrug”.

Nogle streamingtjenester har en “se sammen” funktion, hvor man kan sidde hver for sig og se et program sammen. Bl.a. har DRTV sådan en funktion. Her fortæller DR at den funktion ikke er vildt brugt.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.