Den danske elektronikforhandler Humac A/S, som driver 15 butikker i Danmark, er blevet solgt til det italienske selskab C&C S.p.A..
Opkøbet markerer begyndelsen på en ny fase for Humac, hvor fokus er rettet mod vækst og innovation, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Humac blev etableret som en af Danmarks første og førende Apple Premium Resellers. De 15 butikker, der er strategisk placeret over hele landet, samt en veludviklet online platform.
Siden foråret 2022 har Humac været ejet af Jacob Andersen Holding ApS og Joachim Christian Andersen, som sammen med administrerende direktør Christian Toft har arbejdet målrettet på at styrke virksomhedens rentabilitet og konkurrenceevne. Denne indsats har lagt grundlaget for, at Humac nu kan tage næste skridt med C&C Group som ny ejer.
Strategisk opkøb med europæiske ambitioner
C&C Group, en af Europas mest succesfulde Apple Premium Resellers, ser opkøbet af Humac som en vigtig del af deres vækststrategi. Michele Gigli, CEO for C&C, roser Humacs stærke position på det danske marked og ser store muligheder i at udvide virksomhedens produktudvalg og forbedre serviceydelserne til kunderne i Danmark. Målet for C&C Group er at blive Europas førende inden for Apple Premium Resale, og Humac spiller nu en central rolle i den strategi.