
Mandag den 3. februar åbner Norlys en ny lynladepark i Tønder. Parken er udstyret med fire 400 kW ladere, som gør det muligt for op til otte elbiler at lade samtidig.
Placeringen på Centerbuen 9 ligger tæt på omfartsvejen, hvilket gør det nemt for bilister at oplade undervejs.
Gratis opladning på åbningsdagen
På åbningsdagen tilbyder Norlys gratis opladning i tidsrummet fra midnat til midnat. For at benytte dette tilbud skal elbilister bruge Norlys’ app, ladebrik eller ladekort. Rabatten gælder dog ikke roaming via andre operatører eller betaling direkte ved terminalen.
Den officielle indvielse finder sted fra kl. 13-15. Her vil der være servering af lune pølser, sodavand, Cocio, kaffe og te for besøgende.
Fokus på mere end opladning
Norlys’ lynladeparker er designet til at give bilisterne mere end blot en mulighed for opladning. Ladeparken i Tønder inkluderer grønne arealer, hvor kunderne kan slappe af, samt interaktive skærme med spil og spørgsmål om grøn energi og bæredygtighed, udviklet i samarbejde med Experimentarium.
Ladeparken i Tønder er den fjerde i rækken af Norlys’ planlagte 15 lynladeparker. De næste parker forventes at åbne i Køge, Fuglebjerg og Næstved. Den første lynladepark blev åbnet i april sidste år.