Forside * Featured

TEST: Bowers & Wilkins Pi6 – Trådløse in-ear hovedtelefoner.

-
Bowers & Wilkins Pi6 (foto: recordere.dk)

Vi har testet Bowers & Wilkins Pi6, der er et sæt trådløse in-ear hovedtelefoner med aktiv støjreduktion og op til 8 timers batteritid.

Vi har testet Bower & Wilkins Pi6, der er lillebror til Pi8 som imponerede os i en test i efteråret 2024. Kan lillebror gøre det samme?

Bowers & Wilkins Pi6 – Design og funktioner

Bowers & Wilkins Pi6 kommer i en æske der udover in-ear hovedtelefonerne indeholder et etui, et USB-C opladningskabel og 4 forskellige størrelser silikone-propper i størrelserne XS, S, M og L. Medium er monteret på hovedtelefonerne fra fabrikken. Der er naturligvis også en lille manual, som primært fortæller at man skal downloade den gratis app til enten Android eller iOS.

Annonce:

Bowers & Wilkins Pi6 fås I farverne Cloud Gray (lys), Storm Gray (mørk), grøn og blå, og koster vejledende 1.799,-, så det er ikke de dyreste, men heller ikke de billigste in-ear jeg har testet. Og en af de ting man skal være opmærksom på inden man køber dem, er at de ikke understøtter aptX Lossless for lyd i fuld CD-kvalitet. Så har man Android og har adgang til HD protokollerne, så er Bowers & Wilkins Pi6 ikke modellen man skal købe. Til gengæld har de god understøttelse for Apple AAC, så til iPhone fungerer de godt.

 

Bowers & Wilkins Pi6 etui (foto: recordere.dk)

Designet minder meget om Bowers & Wilkins Pi8, som vi har testet tidligere. Designet er elegant på ørepropperne, og de passer perfekt i ørene. Bagsiden er beklædt med hård plast, selvom hele øretelefonen er lavet i plast materiale, så virker siderne og forsiden mere elegant. Forsiden ligner glas, men er nok mere blankt plastik, og det er også der du betjener øretelefonen.

Etuiet måler 6,5 x 5,2 x 2,9 cm (BxHxD), og ørepropperne vejer 7 gram hver og etuiet vejer 46 gram. Bowers & Wilkins Pi6 kommer med en IP54 certificering, så jeg ville ikke bruge dem i hård regn.

Designet er godkendt.

 

Hvordan lyder Bowers & Wilkins Pi6?

Som nærmest alt andet fra Bowers & Wilkins, lyder Bowers & Wilkins Pi6 rigtigt godt. Men det er ikke sådan at jeg er blæst bagover som jeg var med Pi8 og Technics EAH-AZ100, men det er også fair nok. Da de jo koster en del mindre end de nævnte modeller.

Jeg testede dem med mange forskellige slags musik, og den indbyggede 12mm driver gav en virkelig god og fyldig lyd. Den aktive støjreduktion virker godt, omend jeg godt kunne tænke mig man kunne justeret niveauet mere end blot til og fra.

Jeg testede med både dance, rock og min personlige favorit Andreas Vollenweider, og uanset hvad jeg smed efter dem, så lød det ganske godt. Bassen er fyldig, men fylder aldrig for meget. Pi6 kan overføre 24bit/96Khz audio, men understøtter som tidligere skrevet ikke aptX Lossless, så vil du have fuld lossless, så bør du kigge på enten Pi8 eller Technics EAH-AZ100 som vi tidligere har testet.

Til møder og telefonopkald virker de indbyggede mikrofoner ganske udmærket. Lyden gik klart igennem til dem jeg talte med.

Og sværger du til Bowers & Wilkins lyd, så skuffer de absolut ikke.

 

Batteriet giver op til 8 timer og med etui har du op til 16 timer

Batteritiden er lidt under par i forhold til mange af de andre nyere trådløse in-ears du kan købe på markedet nu, men når det er sagt, så er det de færreste der når at løbe tør for batteri, inden de skal oplades igen.

Du får op til 8 timer med ANC i øretelefonen, og op til 16 timer i etuiet, og når du så skal genoplade etuiet, så skal du have fat i USB-C kablet, for der er ikke trådløs Qi opladning i etuiet, og det skuffer mig når man tænker på at du lige har kastet omkring 1.800,- for sættet.

App til både Android og iOS

Bowers & Wilkins Pi6 bruger den samme app som andre B&W-produkter bruger, og der kan du sætte støjreduktion op, ligesom du kan opdatere firmwaren på hovedtelefonerne hvis der kommer en opdatering.

Du kan justere EQ, ligesom du kan fortælle hvad de forskellige touch funktioner på siden af øretelefonerne skal gøre.

App’en fungerer fint, men jeg kommer ikke til at bruge den særlig meget, fordi jeg helst vil betjene hovedtelefoner via musikapp’en eller via touch kontrollerne. Og så skal det lige siges, at det gør mig mere end ualmindeligt irriteret, at man skal oprettes som bruger for overhovedet at kunne komme ind i app’en.

 

Bluetooth 5.4 men med problemer

Bowers & Wilkins Pi6 kommer med Bluetooth 5.4, der understøtter aptX, aptX Adaptive, AAC og SBC, og så kan du forbinde Pi6 med to enheder samtidigt.

Jeg havde under testen flere udfald på bluetooth, og en af de underligste oplevelser jeg havde med Pi6 var, at der under hele testen var en firmware 3.0.0 opdatering ifølge app’en, og uanset hvor mange gange jeg forsøgte at få den på, så fik jeg bare en “Prøv igen”. Dette uanset om de var udenfor eller i etuiet.

Det lykkedes mig faktisk aldrig at få den nye firmware på under testen.

 

Konklusion – God lyd, men det er ikke dem jeg personligt ville vælge

Når man har testet storebror Pi8 og lige har testet Technics EAH-AZ100, så er det svært at være den næste in-ear der bliver testet, og det kan godt være at det er det der gør vi lander på 4 og ikke 5 stjerner, for Bowers & Wilkins Pi6 lyder virkeligt godt ud fra prisen.

Bowers & Wilkins Pi6
Konklusion
Når man har testet storebror Pi8 og lige har testet Technics EAH-AZ100, så er det svært at være den næste in-ear der bliver testet, og det kan godt være at det er det der gør vi lander på 4 og ikke 5 stjerner, for Bowers & Wilkins Pi6 lyder virkeligt godt ud fra prisen.
Plus
God lyd
Flot design
Behagelige at bruge
Minus
App ikke på par med andre
Manglende trådløs opladning
4
Karakter

Men når man er oppe på omkring 1.800,- så ville jeg have forventet mere. Og feltet i den prisklasse er fyldt med andre modeller også leverer. Men når det er sagt, så skuffer Pi6 altså ikke, og jeg synes du skal smutte ned og lytte til dem, inden du vælger.

Vi ender på 4 stjerner.

Pris og levering

Bowers & Wilkins Pi6 fås I farverne Cloud Gray (lys), Storm Gray (mørk) , grøn og blå, og koster vejledende 1.799,-. De kan købes allerede nu hos bl.a. HiFi Klubben og direkte hos Bowers & Wilkins.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.