
I stedet får du med GPT-5 både ræsonnement og ubegrænset chat ved standard-intelligensniveau helt gratis.
”Vi hader model-vælgeren lige så meget som I gør”. Sådan udtrykker Sam Altman OpenAIs forhold til den lille dropdown-menu i øverste, venstre hjørne på ChatGPT, der gør det muligt at skifte til en anden AI-model.
Som det er nu, kan man skifte mellem forskellige modeller, der kan forskellige ting. Et eksempel er intelligens-niveauet, altså hvor avanceret, AI’en er. Et andet er hastigheden, hvormed en LLM-baseret chatbot svarer dig. Et tredje eksempel er muligheden for at skifte mellem normale, generative GPT-modeller og ræsonnements-modeller som f.eks. den nylancerede O3-mini.
Men det kan være forvirrende for folk, der bare gerne vil have genereret noget tekst eller finde information på et eller andet. Så OpenAI vil gerne forsøge at gøre tingene enklere for almindelige brugere af ChatGPT. Det har OpenAIs CEO, Sam Altman, afsløret i et indlæg på X.
Når OpenAI på et tidspunkt – formentlig senere i år – lancerer den næste generation af ChatGPT, bliver det med GPT-5 som den primære model. Men til forskel fra tidligere, vil GPT-5 ikke være en ren GPT-model, men derimod integrere ræsonnements-funktionen fra O-modellerne. Ganske gratis.
Eftertænksom AI
Ræsonnementsmodeller, også kendte som chain-of-thought-modeller, forlader sig ikke bare på, hvad de har lært fra træningsdata under indlæringsprocessen. De tager kontekstuel information fra brugeren ind i billedet, går på nettet og finder yderligere informationer og bruger herefter en slags menneskelig logik til at ræsonnere sig frem til det svar, AI’en tror at brugeren er ude efter.
Ræsonnementet vises som regel til brugeren, der så eventuelt kan gå ind og rette til, hvis AI’en laver en fejlslutning under processen. Ræsonnement nedsætter risikoen for hallucinationer og fejlinformation og gør samtidig svarene mere avancerede. Men den kræver også ekstra processor-ressourcer og er langsommere.

Af samme grund har ChatGPT taget penge for brug af sine ræsonnements-modeller, såsom O1. Altså lige indtil DeepSeek lancerede deres DeepThought R1-ræsonnmentsmodel, der ikke bare sendte chokbølger gennem Silicon Valley fordi den angiveligt brugte en hel del færre ressourcer end OpenAIs tilsvarende modeller – men også blev udbudt gratis til brugerne.
Ubegrænset taste-adgang
Kort efter gjorde OpenAI O3-mini semi-gratis ved at udbyde den i en slags prøvefunktion i gratisudgaven af ChatGPT. Men nu vil firmaet altså gerne rydde al denne forvirring af banen og forsimple processen for gratisbrugerne. Ifølge Sam Altmans indlæg betyder dette, at GPT-5 både vil benytte ræsonnement og generativ processering til at give brugeren svar.
Dette vil være gratis for alle, så længe der kun er tale om chat og standard-intelligensniveauet for modellen. Betalende brugere kan så få adgang til at bruge et højere intelligensniveau, stemmefunktionen der gør det muligt at tale med AI’en, samt benytte andre ChatGPT-funktioner som Canvas-kodemiljøet, søgning på nettet, og deep research.
Den næste version af ChatGPT, der bliver lanceret, er baseret på ChatGPT 4.5, skriver Sam Altman, og denne vil så være den sidste GPT-model uden indbygget ræsonnement-funktion. Lanceringen af GPT-5 skulle så følge derefter.