Forside * Nyheder

Viaplay deler sport i flere pakker

-

Viaplay laver om på pakkerne: Snart kan du vælge mellem dansk fodbold og Champions League

Streamingtjenesten Viaplay har lyttet til kritikken og laver nu om på deres sportsabonnementer. Fremover vil kunder kunne vælge mellem to nye pakker, der adskiller dansk fodbold fra Champions League, så man ikke længere er tvunget til at betale for sportsgrene, man ikke ser.

Annonce:

To nye pakker præsenteret

På et pressemøde torsdag afslørede Viaplay, at de introducerer to nye pakker, der giver forbrugerne mulighed for at tilpasse deres abonnement efter egne interesser. Det skriver Ekstra Bladet.

“Vi er godt klar over, at der sidder ret mange danskere, som kun er interesserede i dele af vores sportsudbud. Og der må vi bare erkende, at dem rammer vi ikke godt nok. Dem vil vi gerne have ind i vores supermarked. Derfor putter vi flere varer på hylderne og lancerer de her to pakker”, fortæller Sine Smith-Jensen, Senior Vice President hos Viaplays kommercielle afdeling i Danmark, til Ekstra Bladet.

Den ene pakke giver adgang til alt dansk fodbold, herunder Superligaen, Nordic Bet Ligaen og pokalturneringen samt serier og film, men ikke engelsk fodbold eller Champions League. Den anden pakke inkluderer Champions League samt serier og film, men ikke dansk eller engelsk fodbold.

Begge pakker vil koste 299 kroner om måneden.

Premium-pakken bevarer det fulde udvalg

For dem, der stadig ønsker adgang til både dansk fodbold og Champions League, vil Premium-pakken stadig være tilgængelig til en pris på 499 kroner om måneden. Det er også denne pakke, man skal abonnere på, hvis man ønsker at se Premier League, Formel 1 eller andre sportsgrene.

Ligesom tidligere kan man ikke fravælge serier og film, selv hvis man udelukkende er interesseret i sport. Alle tre pakker vil dog inkludere Viaplays sportsnyhedskanal, Viaplay Sport News.

Ingen prisstigninger i 2025

Viaplay har bekræftet, at ændringerne træder i kraft inden sommer, men en præcis dato er endnu ikke offentliggjort. Samtidig oplyser streamingtjenesten, at der ikke er planer om prisstigninger i løbet af året.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.