
I næste uge kan du høre, hvilke toner, der bevæger den britiske konge, både emotionelt og fysisk.
Så er der nyt til alle musikfans med royale tendenser. Som bekendt kan streamingtjenester som Apple Music og Spotify godt lide at præsentere playlister lavet af kendisser, men nu har Apple Music rekrutteret én af slagsen, der bogstaveligt talt sidder helt oppe på toppen af ranglisten.
Det er det britiske rigsoverhoved, Kong Charles den tredje. Fra på mandag kl. 8 dansk tid kan du på Apple Music se og høre majestæten præsentere sine favoritter i ’The King’s Music Room’ – et musikværelse, der dog blot ser ud til at være Charles’ officielle kontor.
At dømme efter trailer-videoen, som Apple Music har sluppet ud, vil kongen præsentere musikken og dele sine tanker og minder om den fra sit skrivebord. Men hvis man blot lytter til musikken, kan det jo være ligemeget, hvor han sidder.
”Musik har haft en stor betydning for mig gennem hele mit liv”, siger Kong Charles III ifølge presseudmeldingen fra Apple Music. Det er ikke bare royalt salgsgas. I sin tid som kronprins var Charles dybt engageret i at støtte det britiske musikliv på forskellig vis, og samarbejdede i en periode årligt med musiklivet om koncerter, der samlede penge ind til godgørende formål.
Afrobeat og reggae
Hvis man således gerne vil se koncerter med de største, britiske navne fra 1980’erne, 1990’erne og de tidlige år af dette årtusinde, skal man bare gå ind på YouTube-kanalen for kongens velgørende fond, The King’s Trust, der dengang hed The Prince’s Trust.
Når det netop er på mandag, at Kong Charles slipper sine musikfavoritter fri, er det fordi 10. marts 2025 er Commonwealth Day, der altid afholdes den anden mandag i marts. Det er en fejring af rigsfællesskabet med Storbritanniens tidligere kolonier og territorier.
På listen over kunstnere er der ifølge Apple Music såvel croonere og disco-divaer, samt ”Afrobeat-stjerner” og ”reggae-ikoner”. De sidste to genrer er formentlig valgt af diplomatiske hensyn til de tidligere britiske kolonier i Afrika og Caribien. Og man må da håbe, at vi får originalen i stedet for den horn-udgave af Bob Marley’s ’Could You Be Loved?’, der afspilles i traileren.
I 2017 afslørede Danmarks konge, Kong Frederik X, også sine musikfavoritter online. Det skete i forbindelse med en boglancering, da han stadig var kronprins. Det resulterede i en playliste, der kunne findes på Spotify og Apple Music, der repræsenterede soundtracket til den daværende kronprins’ liv fra 1968 til 2017. Den kan stadig ses på Spotify her eller YouSee Musik her.
Hvem ved, måske vil Charles’ gæstevisit i DJ-buret få Kong Frederik til at prøve det samme?