
Den skulle egentlig have heddet ’Pixie’, men nu får den et noget kedeligere navn, der muligvis bringer firmaet i karambolage med Microsoft.
En ”pixie” er en slags fe, elver, alf eller nisse, der kommer fra Englands folkesagn. Ifølge traditionen kan de hjælpe mennesker via trolddom og magi, men kan ligesom nisser også indlejre sig i dagligdagens sammenhænge, og dermed lave en hel del rav i den, hvis de ikke bliver behandlet ordentligt.
Det første lyder jo som en ganske praktisk funktion, som de fleste nok gerne ville have i deres smartphones. Men det sidste lyder måske som det stik modsatte. Og det er formentlig grunden til, at en ny AI-assistent til Pixel-smartphones har skiftet navn.
Tilbage i 2023 hørte vi første gang rygter om at Google var i gang med at udvikle en AI-assistent, der primært skulle fungere på firmaets Pixel-smartphones, i hvert fald til at begynde med. Denne assistent var et separat projekt fra sammensmeltningen af Gemini-AI’en og Google Assistent, der siden er blevet sat i gang via en dybere integration i Android, og fra den øvrige Gemini-integration på Pixel
Navnet på denne Pixel-eksklusive AI skulle have været ’Pixie’ og ligesom de mytologiske væsener skulle den indlejre sig i alle de ting, Pixel-ejere foretager sig på deres telefoner og hjælpe med en slags teknologisk trolddom og magi. Til formålet skulle den nye AI-hjælper kunne inddrage informationer fra alle Google-apps, lige fra Chrome over Gmail til YouTube.
Et nyt, men velkendt navn
Det endelige resultat af dette er en mere personlig hjælper, der med tiden lærer dine interesser at kende og dermed bedre kan komme med passende forslag der, hvor du har behov for det. Den skulle også lære, hvordan brugeren anvender sin Pixel-telefon, og ud fra dette sætte tempoet op på rutiner, som brugeren ofte gennemgår.
Mange af disse funktioner kan minde om, hvad Apple har lovet at Apple Intelligence med tiden skal kunne på iPhone. Google vil dog prøve at gå Apple i bedene i forhold til sidstnævntes markedsføring som den mest privatlivsvenlige tech-gigant. Hvor Apple Intelligence sender nogle få informationer op i en ”privat-sky” ifølge Apple, skulle den nye Pixel-assistent slet ikke bruge skyen, men køre al processering på smartphonen.
Android Authority rapporterer, at den nye hjælper lander sammen med det Pixel-flagskib, der bliver lanceret senere i år, altså Pixel 10. Men den kommer desværre ikke til at hedde Pixie, hvilket ellers var et sjovt og fantasifuldt navn til en AI-assistent. I stedet har Google valgt det lidt mere traditionelle navn ’Pixel Sense’.
Hvis du synes, du har hørt det navn før, er det ikke bare déja vu. PixelSense (i ét ord) var nemlig navnet på den touchscreen-teknologi, som Microsoft tidligere brugte i sine Surface-enheder, og som Surface Laptop Go 3 stadig sælges med. Det var oprindeligt en multitouch-skærmteknologi, der blev brugt i professionelle sammenhænge og som blandt andet blev markedsført i form af et bord, man kunne have i sin stue. Sidstnævnte var det første produkt, der bar navnet Microsoft Surface helt tilbage i 2008.
Selv om Microsoft ikke bruger PixelSense-varemærket ret meget i denne tid, tilhører det stadig teknologi-giganten fra Redmond. Det bliver derfor spændende at se, om Googles nye Pixel-assistent er nødt til at skifte navn endnu en gang, før den bliver markedsført i Pixel 10.