Der er tale om både en lang og tynd hale, når Spotify udbetaler, hvad streamingtjenesten kalder for det største beløb nogensinde udbetalt til musikkunstnere fra en enkelt kilde.
Den tidligere redaktør fra Wired, Chris Anderson, gjorde i 2004 et nyt begreb til en del af diskussionen om den digitale omstilling: Den lange hale, eller ”The Long Tail”. Idéen bag den lange hale var, at skabere af digitale værker ikke længere var bundet af fysiske butikkers hyldemeter-begrænsninger og derfor kunne have deres værker til salg hele tiden og nærmest for evigt.
Konsekvensen, ifølge Anderson, var at fremtidens forretningsmodel for skabere handlede om at sælge færre enheder af et enkelt produkt på den korte bane, men at sælge mere af mange forskellige enheder over længere tid. Andersons koncept – og hans bog om emnet – fik enorm gennemslagskraft, og den lange hale diskuteredes især i den musikbranche, der oprindeligt havde inspireret Anderson til konceptet.
Her over 20 år senere kan vi se, at Anderson fik delvist ret. Men, som sangeren, sangskriveren og rettighedspolitikeren Ivan Pedersen også udtalte i samme periode, så er ”den lange hale” også en ”tynd hale”. Blot fordi der ikke længere er hyldemeter-grænser og alle kan skabe of distribuere f.eks., er der stadig grænser for, hvor meget folk vil betale for den. Med andre ord er der flere, der skal dele en begrænset kage.
At dette er tilfældet, kan man se på Spotifys seneste ’Loud & Clear’-gennemsigtigheds-rapport om udbetalinger til lydbaserede kunstnere, der netop er landet. Her kan man læse, at Spotify i 2024 har udbetalt et rekordstort beløb til musikbranchen, nemlig 10 milliarder dollar. Det er ifølge streamingtjenesten selv det største beløb fra nogen som helst enkeltudbyder af musik – nogensinde.
Over 12 millioner skabere deler kagen
Spotify bekræfter både Andersons og Pedersens beskrivelser af situationen ovenfor i en sektion, de kalder for ”Den moderne musikindustris paradoks”. Det er egentlig ikke et paradoks, for situationen både nem at forklare og rummer ingen selvmodsigelser. Der er snarere tale om et moralsk dilemma: Er det bedre at flere mennesker kan tjene lidt på musik end at færre mennesker kan tjene nok til at leve af musikken?
Der er nu cirka 12 millioner forskellige uploadere af musik til Spotify. Givetvis vil nogle af disse være de samme mennesker, der optræder under forskellige kunstnernavne, men det er stadig voldsomt mange skabere, og tallet vokser ifølge Spotify ganske hurtigt. Spotify sammenligner dette med den forgangne musikkæde Tower Records, som i 1991 ifølge en artikel i New York Times havde flere end 50.000 album-titler i sortimentet.
Spotify kalder dette for ”CD-æraens højdepunkt”, hvilket er faktuelt forkert. Det var først 9 år senere, at musikbranchen nåede højdepunktet for solgte, fysiske enheder. Det hjælper dog på Spotifys argument, at de 50,000 album-titler naturligvis er fordelt på færre kunstnere, eftersom mange skabere havde adskilige albums i Tower Records sortiment.
Der er altså ingen tvivl om, at flere skabere kan få deres musik ud til masserne end nogensinde før, og at det nu altid er muligt at få adgang til kunstnernes bagkataloger, sådan som Anderson beskrev det. Der er en lang hale. Men som Spotify skriver, skrumper procentdelen af folk, som massepublikummet rent faktisk opdager, dermed også, til trods for anbefalingsalgoritmer og andre tiltag.
Selv nummer 100.000 på hitlisten får penge
Den enorme mængde af skabere betyder også, at der til trods for at kagen er blevet en hel del større end i CD-æraen, er der mange, mange flere til at dele den. Folks musikforbrug har også ændret sig. Hvor musikfans tidligere primært lyttede til mainstream-udvalget af musik, kan de nu få adgang til mange flere kunstnere og deres værker.
Det benytter musikpublikummet sig af, hvilket betyder, at der ikke længere er den samme koncentration af kunstnere, der er de primære modtagere af musikudbetalinger. Igen: der er flere om at dele kagen. Det kan man se på, at der ifølge Spotify nu udbetales penge til selv den kunstner, der ligger nummer 100.000 på listen over streamede kunstnere.
Over de sidste 10 år er dette beløb endda vokset hurtigere end inflationen. Beløbet er cirka blevet tidoblet, sådan at den 100.000nde mest streamede skaber modtog et beløb svarende til cirka 41.000 kroner mod 4100 kroner (baseret på dagens dollarkurs) fra Spotify sidste år. Det har dog formentlig kostet langt mere end 41.000 kroner at fremstille ”produktet”, når man tager indspilning af musikken, administration og markedsføringen med i betrragtning.
Der er dog naturligvis stadig en elite, der tjener mest på Spotify. Sidste år var der omtrent 1.500 skabere, der hentede mere end en million dollar (cirka 6,8 mio. kroner) hjem fra Spotify. For at komme op på dette beløb skal man have omkring 4-5 mio. månedlige lyttere eller 20-25 millioner månedelige streams, skriver Spotify.
En lille elite får stadig mest
Det understøtter yderligere teorierne om den tynde og lange hale, at 80% af disse 1.500 skabere ikke nødvendigvis er navne, som alle kender. De 80% er alle skabere, der aldrig fik en sang ind på den globale top 50-hitliste i løbet af 2024. Det betyder i princippet, at den allerøverste elite på Spotify består af omkring 300 skabere, der dominerer de globale streaming-hitlister. 70 af disse fik mere end 10 millioner dollar udbetalt fra Spotify.
Det understøtter idéen om den lange og tynde hale yderligere, at cirka halvdelen af de 10 milliarder dollar, som Spotify har udbetalt, er gået til såkaldte ”indie”-kunstnere, der udgiver deres musik selv eller gennem mindre musikselskaber, der er uafhængige af ”de tre store”: Universal, Warner og Sony. Cirka halvdelen af pengene finder altså mere direkte vej til kunstnerne, men Spotify nævner ikke, hvor mange af disse, der er tale om.
Spotify skriver også, at der er blevet udbetalt 4,5 mia. dollar (cirka 30,7 mia. kroner) til sangskrivere. Men det er svært at gennemskue, om disse er talt med i de førnævnte 10 mia. dollar. Som bekendt er det langt fra tilfældet, at dem, der fremfører musikken også har skrevet den. I moderne popmusik kan der ofte være 4-5 sangskrivere bag en sang fremført af en enkelt kunstner.
Det hører derfor med til historien, at brugen af Spotify og andre musikstreamingtjenester betyder, at folk verden over lytter mindre til musik i radioen eller på TV. Royalties fra disse medier har i over 100 år været en af de vigtigste indtægtskilder for komponister og sangskrivere, der ikke selv fremfører deres værker – og deres rettighedsorganisationer forhandler konstant med streamingtjenesterne for at prøve at indhente det tabte.
Kritiske røster: Spotify betaler mindst
Det hører også med til historien, at Spotify måske nok i 2024 har udbetalt det største beløb til musikbranchen nogensinde fra en enkelt kilde. Men det er blot fordi musikforbruget er blevet koncentreret og centraliseret i nogle få streamingtjenester, hvoraf Spotify er den største.
Tidligere kom det samlede beløb fra mange tusinde musikbutikker og medier. I dag er det blot nogle få. Ifølge en rapport fra selskabet Duetti, der opkøber bagkataloger og rettigheder fra uafhængige kunstnere, ligger Spotify endda i bunden, når man ser på udbetaling pr. stream.
Ifølge Duettis rapport udbetalte Spotify cirka tre dollar (cirka 20,50 kr.) pr. 1.000 streams i 2024, hvor YouTube udbetaler 4,8 dollar/33 kr. for det samme antal streams, mens Apple Music og Amazon udbetaler hhv. 6,20 dollar/42 kr. og 8,8 dollar/60kr. Spotify har dog kaldt disse tal for ”latterlige og usubstantierede” overfor TechCrunch.
Men det ændrer formentlig ikke på det faktum, at når Spotify ifølge selskabet selv har udbetalet et historisk højt beløb til musikskaberne i 2024, har det en hel at gøre med selskabets dominans og høje brugertal. Og det hele skal ses i det perspektiv, at den lange hale for de fleste bliver så tynd, at indspillet musik ikke er nogen reel indtægtskilde.
