
Fire Cybertrucks blev ødelagt, da mindst én af dem eksploderede, tilsyneladende helt af sig selv. En anden Cybertruck tog et ordentligt dyk og det samme gjorde firmaets aktiekurs.
Det må ikke være helt så sjovt at arbejde for Tesla i USA lige nu, som det har været tidligere. Firmaets topboss, Elon Musk, er blevet voldsomt upopulær blandt den amerikanske befolkning på grund af hans rolle i Trump-administrationen, hvor hans primære job er at barbere offentlige udgifter ned med en aggressiv grønthøster-metodik.
Musk indrømmede mandag i et interview med Fox News’ erhvervskanal, Fox Business, at han har ”meget svært” ved at lede sine mange virksomheder, mens han samtidig fører sparekniven for Trump i Department Of Government Efficiency eller DOGE.
Samtidig har Musk mistet den popularitet, han ellers har nydt blandt den amerikanske befolkning. Et stort flertal i fire forskellige meningsmålinger foretaget i slutningen af februar stillede sig misbilligende overfor Musk og hans rolle i DOGE.
Musks mere politiske aktiviteter har samtidig fået politiske modstandere til at udpege ham og hans virksomheder som et symbol på Trump og de førnævnte, bratte, offentlige nedskæringer. Disse er stort set lige så upopulære som Musk ifølge de førnævnte meningsmålinger, og det går nu ud over Tesla på flere måder.
Hagekors og Molotov-cocktails
Tesla-forhandlere rundt om i USA oplever nu i stigende grad, at der er demonstranter på gaden foran butikkerne i hele åbningstiden. Disse demonstrationer kan bestå af helt op til hundredvis af demonstranter, hvilket i visse tilfælde har nødsaget butikkerne til at lukke af frygt for medarbejdernes og kundernes sikkerhed. Det skriver CBS News.

I nogle enkelte tilfælde er demonstrationerne blevet mere voldelige. For nogle uger siden spraymalede den 42-årige Lucy Grace Nelson ordet ”Nazi” ved indgangen til en Tesla-forhandler i delstaten Colorado, og startede små brande rundt om på ejendommen. Mandag i sidste uge protesterede en række demonstranter foran en Tesla-forhandler i Maryland, hvor de spraymalede ”No Musk” og et hagekors-lignende symbol på facaden.
Dagen efter blev syv Tesla-ladestationer sat i brand rundt om i staten Massachusetts. I en af denne delstats største byer, Boston, blev 39-årige Harrison Grant Randall i torsdags sigtet for hærværk, da han satte Musk-kritiske klistermærker på parkerede Teslaer rundt om i byen. Randall forsvarede sig med, at der var tale om den samme ytringsfrihed, som Musk siger, han giver plads til på X.
Samme dag blev en Tesla-forhandler i Oregon udsat for en mere voldelig, politisk handling, da syv skud blev affyret mod facaden. Ingen kom noget til, men tre biler blev beskadiget og nogle ruder blev smadret. Den samme forhandler var blevet angrebet med Molotov-cocktails af en maskeret person tilbage i januar. 41-årige Adam Matthew Lansky er blevet arresteret under mistanke for begge handlinger.
Trump køber en Tesla for at hjælpe
Fredag blev den samme Tesla-forhandler i Colorado som Lucy Grace Nelson angreb for nogle uger siden igen forsøgt sat i brand, men Nelson har ikke kunnet sættes i forbindelse med dette.
BREAKING: HUNDREDS of New Yorkers have swarmed and shut down the Tesla dealer in Manhattan. Six have been arrested after occupying the showroom. Protests are erupting across America to reject Musk's billionaire regime. This is how we beat fascism.
Mass direct action. pic.twitter.com/jTQ4yxlpOd
— Planet Over Profit (@pop4climate) March 8, 2025
Lørdag var der ”Tesla Takedown”-demonstrationer over hele USA. Ved en demonstration i New York mødte omkring 350 mennesker op, og seks af dem besatte forhandlerens showroom, indtil politiet arresterede dem. Dette var et af de tilfælde, hvor forhandleren måtte lukke midlertidigt af sikkerhedsgrunde.
Tesla-aktien faldt 15% mandag, det største værditab i fem år, hvilket ifølge analytikere har mere at gøre med nedgang i salget af elektriske biler generelt – ikke mindst fordi Præsident Trump har aflyst al statslig subsidiering af el-biler.
Trump udtrykte dog tirsdag støtte til Musk ved at love at købe en Tesla til sig selv, hvilket skete samtidig med at Musk annoncerede, at Tesla vil fordoble sin produktion af biler over de næste to år. Begge dele blev markeret med Tesla-modeller i det amerikanske flags farver, rød, hvid, og blå, der blev parkeret foran Det Hvide Hus.
Cybertruck druknede i havnen
Det sidste fik aktien til at stige lidt igen, men der er ingen tvivl om at Tesla-aktien har lidt store tab i den korte tid, Trump har været præsident for anden gang. I december skød aktien i vejret til det højeste punkt nogensinde, fordi de fleste forventede, at Musks tætte forhold til Trump ville være godt for Tesla. Men denne værdiforøgelse er nu forsvundet og i stedet er Tesla-aktien nu 53% under, hvor den var i december, skriver Forbes.
Oven i alt det ovenstående lander så nu tre yderligere, dårlige nyheder for Tesla. Mandag morgen dansk tid eksploderede mindst én Tesla Cybertruck på en forhandler-parkeringsplads i Seattle og satte flere andre i brand. I alt fire cybertrucks udbrændte eller blev beskadiget. Et vidne beskriver overfor lokale nyhedsmedier, hvordan det så ud til at ske spontant, og at der ikke var andre mennesker i nærheden på dette tidspunkt.
Video from the @komonews drone shows Tesla Cybertrucks damaged in fire in SoDo overnight. @SeattleFire says cause of the fire is still under investigation https://t.co/nPfZOC7yV9 pic.twitter.com/DcG8MZwdUC
— Lynnanne Nguyen (@LynnanneNguyen) March 10, 2025
Politiet i Seattle undersøger stadig sammen med føderale myndigheder, om der er tale om hærværk eller anden menneskelig indblanden. Indtil videre har de ikke meddelt noget om dette, men det er naturligvis både bekymrende, hvis der er tale om et angreb, og hvis der modsat er tale om en spontan eksplosion.
I Lynnwood-bydelen af Seattle blev adskillige Cybertrucks spraymalet med hagekors og andre nazi-referencer samme nat, men politiet har ikke kunnet finde en sammenhæng mellem de to hændelser.
Endelig blev Elon Musks forsøg på at udbrede bedre nyheder om Tesla i medierne tirsdag delvist begrænset af nyheden om hvordan en Cybertruck dagen før måtte fiskes op fra havnen i byen Ventura nordvest for Los Angeles. Elon Musk har tidligere skrevet på X, at en Cybertruck er så vandtæt, at den kan ”bruges midlertidigt som båd”.
Dette tog ejeren af Cybertrucken fra Ventura åbenbart så bogstaveligt, at han forsøgte at starte en vand-jetski fra Cybertruckens lad. Det skriver ABC7. Da myndighederne kom for at hjælpe, var Cybertrucken sunket helt ned under vandet og måtte fiskes op med en kranvogn.