Forside * Nyheder

Trådløse retro-hovedtelefoner fra Walkman’ens hjemland

-
KM5 Lightwear Headphones HP1 bliver nu tilgængelige globalt (Foto: KM5).

KM5s Lightwear Headphones HP1 slår et slag for mellemstørrelsen, når det gælder personlig musiknydelse på farten – og cool design.

I 2025 synes der at være to måder at lytte til musik på, når man er på farten: Den lille og den store måde. Den lille måde foretrækkes af de fleste og består af trådløse øretelefoner. For mange er det ensbetydende med Apples AirPods, der er ledende på markedet.

Den store måde er naturligvis med trådløse hovedtelefoner, der både sender et signal om at brugeren foretrækker at høre musikkens fulde frekvensspektrum og om vedkommendes livsstils-valg, musiksmag og stil.

Annonce:

Men der var engang, hvor der også var en mellemstørrelse. Da Sony sendte sin Walkman på gaden i 1979, fulgte der et par hovedtelefoner med, der sad udenpå ørerne. Fordi det skulle være let at have musikken med rundt var Sony-hovedtelefonernes ”kopper” bundet sammen med en tynd letvægts-metalbøjle.

I den personlige musikbølge, der fulgte, var denne størrelse hovedtelefoner det mest normale, og fordi driverne kunne have en vis størrelse, var lyden mere fyldig end i de modeller, der siden fulgte. I midten af firserne begyndte et kapløb om at lave små øretelefoner, der fyldte endnu mindre og som endte med også at droppe bøjlen.

Konkurrent til KOSS’ klassiker

Hvis du savner hovedtelefoner af Walkman-typen fra de tidlige firsere – eller blot er glad for retrostilen – har du ikke haft et ret stort udvalgt på det seneste. KOSS er et af de få firmaer, der kontinuerligt har produceret hovedtelefoner i mellemstørrelsen inspireret af Walkman-tiden. Firmaets klassiske Porta Pro-model findes nu også i en trådløs version.

KOSS’ Porta Pro-hovedtelefoner har bibeholdt det Walkman-agtige design ind i den trådløse æra. Men nu får de konkurrence (Foto: KOSS).

Men hvis det skal være endnu mere minimalistisk og strømlinet, men stadig i mellemstørrelsen, findes der nu endnu et alternativ. Efter en succes med en crowdfunding-kampagne i Walkman’ens hjemland, Japan, bliver KM5s lette hovedtelefoner med det simple navn Lightwear Headphones HP1 nu tilgængelige globalt.

De er endnu lettere end KOSS’ klassiker og vejer kun 103 gram mod Porta Pro’ens 167 gram. Lightwear Headphones HP1 har en 40mm driver og Bluetooth 5.4 (KOSS’en har kun Bluetooth 5.2). Selv om de er lettere, holder de alligevel længere på batteriet end KOSS’erne – 24 timer mod 20 timer på en opladning. Det tager tre timer at lade dem helt op.

Skandinavisk designstil

De lades naturligvis op med et USB-C-kabel, der også kan bruges til at lytte til musik via kabel. Der er endda også aktiv støjreduktion/ANC ombord samt muligheden for at slippe lyd for omgivelserne ind, som vi kender det fra trådløse øretelefoner. På codec-siden understøttes de basale codecs SBC, AAC, og LE, så det kan overraske, at KM5 påstår at HP1’erne kan klare hi-res-lyd i 24/96. Det må være med kabel.

KM5 Lightwear Headphones HP1 fås kun i sort og hvid, men du kan dog skifte puderne, hvis du gerne vil have lidt farver (Foto: KM5)

Designet med de kvadraterne på siderne er ikke bare et forsøg på at ligne noget, Bang og Olufsen kunne have sendt på gaden i 1987, men fungerer også som kontrol-interfaces – endnu en velkendt feature fra trådløse øretelefoner. Det skandinaviske designvalg udtrykkes også i at HP1 kommer i to farver: Sort og hvid. Der er dog lidt større farveudvalg på puderne.

Som nævnt er der altså både tale om et lettere og teknologisk mere fremskredent produkt end KOSS’ Porta Pro-klassiker i den trådløse version. Men KM5s Lightwear Headphones HP1 koster også næsten det dobbelte. De skal bestilles fra Japan via KM5s hjemmeside og EU-prisen er sat til 190 Euro – cirka 1.419 kroner.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.