
Bang & Olufsen har tirsdag offentliggjort tredje generation af den bærbare Bluetooth-højttaler Beosound A1. Produktet er udviklet i samarbejde med designeren Cecilie Manz.
Den nye model har op til 24 timers batteritid og en forbedret woofer med et Bass SPL på 64 dB – en stigning på 2 dB i forhold til den tidligere version. Der er mulighed for stereoparring på tværs af anden og tredje generation.
Højttaleren er IP67-certificeret, hvilket betyder, at den er støv- og vandtæt. Den er fremstillet i perleblæst aluminium med en ny aluminiumslås og en vandtæt læderstrop. Ud over farven Natural Aluminium fås den nu også i Honey Tone og Eucalyptus Green.

Beosound A1 3rd Gen er den første Bluetooth-højttaler med Cradle to Cradle-certificering (Bronze-niveau). Certificeringen dækker blandt andet muligheden for reparation og udskiftning af batteriet.
Pris og tilgængelighed
Beosound A1 3rd Gen er tilgængelig fra den 6. maj 2025. Den vejledende pris er 2.599 kroner.