Forside * Featured

Anker har fået nok og skifter til Apples batterileverandør

-
(Foto: Anker Electronic)

Den seneste tilbagekaldelse var dråben for den populære tilbehørs-producent, hvis kerneprodukt netop er powerbanks.

Som vi har skrevet andetsteds på siden har Anker igen måtte tilbagekalde powerbanks fra markedet på grund af brandfare. Denne gang er der tale om fem powerbanks, hvoraf tre er på markedet i Danmark.

I alt har Anker måttet tilbagekalder over en million eksemplarer af powerbanks, der risikerer at bryde i brand. Det skriver South China Morning Post, der har talt med kilder i det kinesiske produktionsmiljø. Efter den seneste tilbagekaldelse har Anker tilsyneladende fået nok.

Annonce:

Firmaet har nu meldt ud, at de har stoppet samarbejdet med Apex Wuxi, et amerikansk-kinesisk firma, der hidtil har leveret battericellerne til Ankers produkter – og altså også de cellepakker, der risikerer at bryde i brand. Anker ville ikke bekræfte overfor South China Morning Post, at det er Apex-batterierne, den er gal med.

Anker bekræfter dog, at de ikke længere samarbejde med Apex Wuxi. Apex Wuxi har ikke villet kommentere på sagen. Anker har samtidig annonceret, at de i stedet vil købe battericeller fra ATL, der står for Amperex Technology Limited.

Bliver Anker nu et premium-mærke?

Sidstnævnte skal ikke forveksles med Amperex Electronic, der var en pionér indenfor radiorør og andet elektronisk udstyr, og som i 1955 blev købt af Philips. Tværtimod er Hong Kong-baserede ATL det firma, der affødte CATL (C’et står for ”Contemporary”), verdens største leverandør af elbil-batterier.

ATL er med andre ord en etableret størrelse, hvilket også er grunden til, at man kan finde ATLs battericeller i Apples produkter, og firmaet leverer også battericeller til Samsung. Til at begynde med har Anker ifølge en udmelding fra firmaet bestilt 45 millioner litium-ion-batterier fra ATL.

Anker skriver, at deres nye samarbejde med ATL er ”et stort skridt i retning af en premium-løsning indenfor forbrugerelektronik-energi”. Det store spørgsmål er naturligvis, om dette skridt samtidig betyder at Ankers produkter bliver dyrere. Apple og Samsungs produkter er generelt dyrere end konkurrenternes, og komponenternes pris har naturligvis noget med dette at gøre.

Så det er ikke fuldkommen usandsynligt, at ATLs batterier er dyrere end Apex Wuxis og at Anker med ovenstående udmelding antyder, at deres produkter nu bliver bedre, men også dyrere. Anker er blandt de populæreste brands i kategorien, så det er ikke nogen bagatel, hvis de beslutter sig for at blive et premium-navn. Det kan skabe forandringer i hele markedet.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.