Forside * Nyheder

Bred politisk aftale skal beskytte borgere og kunstnere mod deepfakes

-
Foto: AI-genereret

Et bredt flertal i Folketinget er enige om en ny aftale, der skal beskytte danskerne mod digital manipulation med deres stemme, udseende og identitet

Regeringen, støttet af næsten samtlige partier i Folketinget, har indgået en aftale, der skal sikre borgernes ret til egen krop og stemme. Med i aftalen er Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Danmarksdemokraterne, SF, Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet. Det skriver Kulturministeriet i en udmelding.

Et værn mod digital manipulation – lov på vej

Aftalen bliver omsat til et lovforslag, der skal forbyde deling af deepfakes uden samtykke. Parodier og satire vil dog fortsat være tilladt. Også kunstnere får en stærkere beskyttelse mod digitale kopier af deres optrædener.

Annonce:

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt udtaler: “Jeg er enormt stolt af, at vi nu sender det utvetydige signal til alle borgere om, at man har ret til egen krop, egen stemme og egne ansigtstræk.”

Lovgivningen skal blandt andet forhindre, at personer bliver brugt i falske videoer og lydoptagelser uden deres samtykke – noget, der med den teknologiske udvikling er blevet lettere at skabe og sværere at gennemskue.

Risiko for demokrati og retssikkerhed

Flere politikere fremhæver, at manipulation med billeder og video truer både individets rettigheder og demokratiets grundlag.

Leif Lahn Jensen fra Socialdemokratiet siger: “Vi har virkelig et demokratisk problem, når man ved hjælp af kunstig intelligens kan manipulere med almindelige mennesker og skabe et helt andet og forkert indtryk.”

Lars Christian Lilleholt fra Venstre understreger: “Det er skadeligt for demokratiet som helhed, når vi ikke kan stole på de ting, vi ser.”

Fokus på techgiganternes ansvar

Flere partier lægger op til, at store platforme skal påtage sig et ansvar for at fjerne ulovligt indhold.

Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne udtaler: “Det er en opgave, som de store medietjenester må tage på sig, og det mener jeg også er helt rimeligt.”

Rosa Lund fra Enhedslisten tilføjer: “Det vigtige herfra er at sikre, at techgiganterne også fjerner det indhold, der viser sig at være falskt.”

Alternativet og Radikale ønsker skrappere tiltag

Flere af de mindre partier efterlyser, at der i fremtiden også kommer fokus på forebyggelse og regulering af de platforme og værktøjer, som muliggør deepfake-produktion.

Christina Olumeko fra Alternativet siger: “Vi skal også forebygge, at indholdet skabes i første omgang, fordi når det først er på internettet, kan og vil det blive svært at få fjernet igen.”

Zenia Stampe fra Radikale Venstre udtrykker samtidig undren over, at ikke alle partier står bag aftalen.

Ændringer til ophavsretsloven på vej

Kulturministeriet oplyser, at en ændring af ophavsretsloven snart vil blive sendt i høring. Formålet er at give kunstnere og borgere bedre juridisk beskyttelse i takt med, at teknologi som kunstig intelligens gør det nemt at kopiere og manipulere med menneskers identitet.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.