Forside * Featured

Datatilsynet undersøger DRs loginkrav på DRTV

-
Foto: recordere.dk

Undersøgelsen er iværksat efter klager og kritik

Datatilsynet har besluttet at gennemføre en formel undersøgelse af DR’s krav om obligatorisk login for adgang til on-demand-indhold på DRTV. Det sker efter, at DR’s svar på Datatilsynets indledende spørgsmål ikke blev fundet tilstrækkelige. Det skriver MediaWatch.

Fokus på GDPR og nødvendighed

Tilsynets undersøgelse skal afklare, om DR’s behandling af personoplysninger overholder GDPR-reglerne. Særligt ønsker Datatilsynet svar på, hvorfor login ikke kan være frivilligt, og om DR’s henvisning til en aftale med brugerne overhovedet udgør en gyldig kontrakt i databeskyttelsesretlig forstand.

Annonce:

Krav om forklaring på dataminimering

Myndigheden vil også have DR til at redegøre for, om det er nødvendigt at kræve login fra alle brugere, når en del af de ønskede data allerede indsamles via cookies med samtykke. DR skal forklare, hvorfor krav om login ikke kan gøres frivilligt, og hvordan løsningen forholder sig til princippet om dataminimering.

Kritik fra brugere og politikere

Sagen begyndte i marts efter flere klager og politisk kritik. Blandt andet har Alternativets kulturordfører Sascha Faxe stillet spørgsmålstegn ved tvangsløsningen. En af klagerne, Ole Tange fra it-fagforbundet Prosa, har kritiseret DR for at registrere detaljer som seerhistorik, herunder hvilke udsendelser en konkret bruger har set.

Tange kalder i følge MediaWatch loginkravet ”uproportionelt” og anfægter, at det kan legitimeres med ønsket om en forbedret brugeroplevelse.

DR forsvarer sig med teknologisk udvikling

I indledende svar til Datatilsynet fremhævede DR, at login-kravet skal sikre en mere tidssvarende og personaliseret tjeneste. Underdirektør Mette Skou Lauridsen skrev, at DR er nødt til at følge med udviklingen og tilbyde funktioner på niveau med kommercielle streamingtjenester.

Datatilsynet afviser dog, at strategiske eller konkurrencehensyn indgår i vurderingen af, om databehandlingen er lovlig.

Mulige konsekvenser

Hvis Datatilsynet vurderer, at DR har overtrådt databeskyttelsesreglerne, kan det føre til kritik, advarsler eller påbud. DR har fået frist til midten af næste uge til at afgive sine forklaringer.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.