
Denis Villeneuve er blevet hyret til at genstarte James Bond-serien, når 007 vender tilbage til det store lærred.
Vi ved stadig ikke, hvem der skal starte den næste æra i filmserien om verdens nok mest kendte efterretnings-agent, James Bond. Men nu ved vi i det mindste, hvem der kommer til at instruere den næstkommende film i serien og dermed genoplive denne, efter Daniel Craig satte et foreløbigt punktum i ’No Time To Die’ fra 2021.
Det er såmænd ingen ringere end fransk-canadiske Denis Villeneuve, der på få år har indtaget en plads blandt Hollywoods absolutte instruktør-elite. For kun 12 år siden markerede han sig eftertrykkeligt i den amerikanske filmbranche med sin første, engelsksprogede film, ’Prisoners’, som han fulgte op samme år med den lidt mere stilfærdige ’Enemy’.
Publikum begyndte at lægge mærke til Villeneuve med den intense ’Sicario’ fra 2015, hvor Villeneuve viste sin unikke evne til at skabe spændingssituationer og strække dem til det næsten uudholdelige, blot for at forløse dem på det helt rigtige øjeblik. Men det store gennembrud kom i 2016 med sci-fi-filmen ’Arrival’, som han blev Oscar-nomineret for.
Siden har Denis Villeneuve vist, at han er ret god til at genoplive historie-universer, der ikke er blevet rørt ved i lang tid. Det startede med ’Blade Runner 2049’, hvor Villeneuve ikke blot formåede at lave en opfølger til en film, mange fans anså som en slags urørlig kronjuvel, uden at ’Blade Runner’-nørdernes hoveder eksploderede i raseri.
Succes med ’Dune’
Han formåede også, til trods for at filmen skuffede lidt ved billetlugen, at give nyt liv til ’Blade Runner’-universet, som der siden er bygget videre på med en animationsserie og der er også en live-actionserie på vej. Det gav Villeneuve muligheden for at dykke ned i et univers, han altid gerne har villet udforske på film: Frank Herberts ’Dune’.
Denis Villeneuves to ’Dune’-film anses nok af de fleste for at være de tidligere filmatiserings-forsøg ganske overlegen. Villeneuve skabte med filmene en skarp, strømlinet visuel stil, der er lige så unik, som den er smuk og dragende, og ud over både kritiker-ros og økonomisk succes, fik Villeneuve også mulighed for at lave en treer, som han lige nu arbejder på.
Det er derfor ikke overraskende, at Bonds nye ejere, Amazon og MGM, har valgt Villeneuve til at genoplive Bond, når han er færdig med den tredje ’Dune’-film. Dertil kommer, at Denis Villeneuve altid har drømt om at instruere en Bond-film. Deadline skriver, at Villeneuve helt tilbage i 2015, da han lavede PR for ’Sicario’ sendte signaler ud i interviews, at han var stor Bond-fan.
”Benhård Bond-fan”
Det har han så gjort lige siden. I 2021, efter Daniel Craigs farvel til rollen, sagde Villeneuve i et podcast-interview, at han ville ”elske at lave en Bond-film en dag. Det er en karakter, jeg ligesom alle andre har fulgt siden min barndom. Jeg har en enorm kærlighed til Bond og det ville være en fantastisk udfordring at genstarte serien.”
Nu, hvor han så endelig har landet opgaven, siger instruktøren: ”nogle af mine allertidligste filmminder er forbundet med 007. Jeg voksede op med at se James Bond-film med min far, lige siden ’Dr. No’ med Sean Connery. Jeg er benhård Bond-fan, og for mig er han helligt land. Jeg vil gøre traditionen ære og åbne vejen for fremtidige missioner. Det er et kæmpe-ansvar, men også helt utroligt spændende og en ære for mig”.
Traditionelt har det været britiske instruktører, der har stået bag Bond-filmene, men der blev allerede lempet på denne regel, da New Zealandske Lee Tamahori lavede ’Die Another Day’ (med mindre, man tæller ’Never Say Never Again’ med, der blev instrueret af Irwin Kershner, eller den første TV-version af ’Casino Royale’ med CIA-agenten Jimmy Bond).

Det forventes dog stadig, at det bliver en brite, der skal overtage Bond-rollen, selv om Bond en enkelt gang er blevet spillet af en australier, George Lazenby. Hvem det bliver, er stadig uvist. Fransk-amerikanske Timothee Chalamet, som Villeneuve arbejder med i ’Dune’-serien var på listen over mulige Bond-skuespillere, men Deadline skriver, at valget af Villeneuve betyder, at Chalamet formentlig er ude.
Lige nu peger pilen mest på Aaron Taylor-Johnson, som er tilstrækkeligt ukendt til at han stadig kan forme en ny version af Bond uden at folk forbinder ham med tidlige film, men alligevel har vist sig som en skarp action-skuespiller i film som ’Kick-Ass’ og ’Kick-Ass 2’, ’Kraven the Hunter’, ’Tenet’, ’Bullet Train’, og mange flere. Han er lige nu aktuel i ’28 Years Later’.