Forside * Nyheder

Norlys’ fiberselskab skifter navn til Sinal

-
Foto: recordere.dk

Det fiberselskab, der ejer Danmarks største fibernet, skifter navn fra Norlys til Sinal.

Navneskiftet skal gøre det mere klart, hvordan rollerne fordeler sig mellem netejeren og de serviceudbydere, der leverer internet, tv og streaming til forbrugerne.

Selskabet står bag et fibernet, der dækker mere end 900.000 adresser i Danmark. Navneændringen markerer en tydeligere adskillelse mellem Norlys’ aktiviteter som ejer af infrastrukturen og selskabets kommercielle forretning, der opererer på samme net.

Annonce:

Organisationen blev opdelt i to selskaber, da Norlys opstod i 2019: Et fiberselskab og et kundeselskab. Fiberselskabet – som nu hedder Sinal – ejer og driver selve nettet og tilbyder adgang til det for 14 forskellige serviceudbydere, der betjener både private og erhverv.

“Vi skaber signal med vores fiberforbindelser, og med navnet Sinal får vi en tydeligere position over for forbrugere, virksomheder og serviceudbydere. Navnefællesskabet med Norlys har givet os en stor kendskabsfordel, men det har også skabt forvirring, at Norlys både ejer fibernettet og opererer på fibernettet med internet, tv og streaming, men som to forskellige selskaber”, siger Carsten Bryder, administrerende direktør i Sinal, i en udmelding.

Navneændringen skal samtidig gøre det lettere for Sinal at kommunikere direkte til danskerne og vise, at der er frit valg mellem udbyderne på nettet.

“Internetmarkedet er præget af hård konkurrence og med vores eget navn og brand, får vi bedre mulighed for at fortælle danskerne om fordelene ved at vælge en både stabil, energieffektiv og fremtidssikret internetforbindelse, og dermed markedsføre fiberforbindelser direkte til slutbrugerne, for vores mål er, at så mange som muligt får glæde af fibernettet gennem en af vores 14 serviceudbydere”, slutter Carsten Bryder.

Sinal ejes fortsat af Norlys sammen med det hollandsk-franske konsortium PGGM-EDF Invest.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.