Forside * Nyheder

Oculus-stiftere arbejder på nye smartbriller

-
(Foto: Sesame)

En række tidligere Oculus-folk er ved at ”genforene det gamle band” med henblik på at lave en AI-brille, der kan bruges hele dagen.

Hvis et enkelt firma kan krediteres for at have genstartet interessen for XR efter 90’ernes VR-bølge lagde sig igen, så er det Oculus. Firmaets rejse begyndte med en Kickstarter-kampagne for det første Oculus Rift-headset, der hentede 2,4 millioner dollars hjem tilbage i 2012. Kun to år senere blev firmaet købt af Meta.

Da Meta overtog Oculus (og et par år senere, danske The Eye Tribe) begyndte en udvikling, der siden førte til de nu markedsledende Quest-headset, der har skabt et reelt marked for VR. Siden kom Metas audio-baserede AI-smartbriller, der også er de bedst sælgende i kategorien. og Meta forventes i de næste par år at udvide disse med skærme i brilleglassene.

Annonce:

Men det hele begyndte altså med Oculus, og netop derfor er det værd at slå ørerne ud og spærre øjnene op, når stifterne af Oculus går ind på smartbrille-markedet. Det er netop, hvad tre af dem har gjort.

(Foto: Sesame)

Seneste nyt på den front handler om firmaet Sesame. Det ledes af Brendan Iribe, der var en af Oculus’ oprindelige stiftere. Iribe var Oculus’ administrerende direktør, en rolle han fortsatte i, efter Meta havde købt firmaet. Men i 2016 forlod han denne post for at fokusere på udvikling af VR-produkter til PC, og to år senere forlod han helt Meta og Oculus.

Vil konkurrere på kvaliteten

Siden har han arbejdet på forskellige projekter, men i 2023 stiftede han så Sesame, der skal udvikle software og hardware til smartbriller. Han har langsomt hyret flere og flere af sine gamle kolleger fra Oculus, og senest er endnu en medstifter, Nate Mitchell, kommet med ind i folden.

Mitchell skrev i går på LinkedIn, at han ”er ved at genforene det gamle band” sammen med Brendan Iribe og en række andre ex-Oculus-folk. Han skal fungere som productchef for Sesame og selv om det ikke er officielt annonceret, bliver Mitchells første opgave formodentlig at sætte skub i udviklingen af smartbrillerne.

(Foto: LinkedIn/Nate Mitchell)

Sesame ser ud til i første omgang at være fokuseret på en AI-brillemodel i stil med Metas Ray-Ban-briller (der for nylig også er udkommet i en opdateret Oakley-udgave). I stedet for at konkurrere på en anderledes funktionalitet, ser Sesame i stedet ud til at ville konkurrere på kvaliteten. Målet er at gøre interaktion med computere ”mere livagtig”.

Til det formål har Sesame foreløbig udviklet en AI-model fokuseret på en livagtig samtale-funktion. Der er både en kvindelig og en mandlig model, og de kan begge prøves her. Planen er, at Maya og Miles, som de to AI-modeller hedder, skal bruges sammen med, hvad Sesame kalder for ”lette” smartbriller, designet til ”at blive brugt hele dagen”.

Den tredje Oculus-stifter, der arbejder på smartbriller, der dog nok får mere form som et letvægts-MR-headset, er Palmer Luckey. Hans forsvarsteknologi-firma Anduril udvikler denne teknologi for den amerikanske hær. Det er en opgave han har overtaget fra Microsoft, der oprindeligt skulle have leveret en militær-version af det nu aflyste HoloLens-headset.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.