
Soundboks-højttalere var populært bytte blandt de langfingerede på årets Roskilde festival. Apple AirTags hjalp dog med at genfinde flere.
Flere stjålne Soundboks-højttalere fra Roskilde Festival er i weekenden blevet lokaliseret og hentet tilbage, efter at politiet med hjælp fra små sporingsenheder har kunnet finde frem til tyvene. Det skriver Fyens Stifttidende
AirTag afslørede tyvene
En 22-årig mand fra Køge anmeldte søndag formiddag, at hans Soundboks var blevet stjålet fra campingområdet på Roskilde Festival. Men han havde forudset risikoen og placeret en AirTag i højttaleren. Den viste, at højttaleren befandt sig på en adresse i Hørve – cirka 50 kilometer fra festivalpladsen.
Han kørte selv til stedet, hvor han blev mødt af en større gruppe personer fra Rumænien. Da han ikke kunne få sin højttaler udleveret, tilkaldte han politiet. Kort efter ankom en patrulje, som fandt seks Soundbokse på adressen. Alle blev beslaglagt som hittegods, da politiet ikke kunne fastslå, hvem der havde stået bag tyverierne.
På en anden nærliggende adresse fandt politiet yderligere to Soundbokse. Her blev en 38-årig kvinde sigtet for tyveri.
Flere tyverier opklaret
Senere samme dag henvendte en 26-årig mand fra Aarhus sig til politiet, efter han havde fået stjålet en lejet Soundboks fra festivalen. Også her spillede en AirTag en central rolle. Højttaleren blev sporet til en adresse uden for Roskilde, og sammen med politiet mødte han op på stedet.
Da døren blev åbnet, aktiverede den 26-årige AirTag’en, så den udsendte en lyd. Lyden kunne høres fra lejligheden, som derefter blev ransaget. Politiet fandt højttaleren og sigtede en 16-årig for tyveri.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at de har identificeret flere personer, som menes at stå bag en række tyverier under festivalen.
En 26-årig kvinde og en 38-årig mand – begge fra Rumænien – blev lørdag anholdt. De var i besiddelse af en stjålen Soundboks og andre effekter fra festivalens campingområde, herunder en kamerataske, AirPods og en megafon. De blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet frem til 31. juli.
En 18-årig mand, også fra Rumænien, blev natten til søndag sigtet for tyveri af en Soundboks. Han blev desuden fundet med flere rejsekort og ID-kort, som ikke tilhørte ham selv. Den unge mand fik en bøde og er blevet udvist af Danmark med et indrejseforbud på to år.
Politiets opfordring
Politiet understreger, at festivaler ofte tiltrækker tyve, men at teknologier som AirTags gør det sværere at slippe af sted med tyvekoster.
Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer festivalgæster til at tage deres forholdsregler, holde godt øje med deres ejendele og overveje at bruge sporingsenheder på værdifuldt udstyr.








