
Sir Clive Sinclairs nevø har lavet en håndholdt spil-emulator, der fører mindst ét element videre fra onklens legendariske computer fra 80’erne.
Hvis Europa havde et svar på Steve Jobs (eller måske snarere Georg Gearløs) i 1980’erne, var det Sir Clive Sinclair. Han stod bag to af microcomputer-bølgens allerførste succeser, men også lommeregnere, elbiler, elcykler, håndholdte TV-skærme og meget andet.
På computerfronten var Sir Clive mest kendt for ZX Spectrum, der sammen med Amstrad CPC-serien var den eneste microcomputer, der kunne give Commodore 64 konkurrence i 1980’erne. Men da ZX Spectrum blev annonceret i 1982, havde Sir Clive allerede slået Sinclair-navnet fast året før med forgængeren, ZX81.

Som mange andre computere på det tidspunkt (inklusive BR Legetøjs Power 3000), baseret på Z80-processoren, havde hele 1KB RAM, og var billig. Den kostede kun cirka 2.100 kroner i 2025-penge, hvis du købte den som samlesæt. Af samme grund blev den solgt i over 1,5 mio. eksemplarer i de tre år, den var på gaden, hvilket dengang var noget af en sensation.

Forgængeren ZX80 skulle egentlig have været det store gennembrud, men denne var så fejlbehæftet, at Sinclair skyndte sig at lave en efterfølger. De to maskiner havde dog en særlig designkarakteristik til fælles: Tastaturerne var ikke mekaniske, men derimod membran-tastaturer med flade plastikfelter som taster.
Tynd og let emulator
Det sidste lader til at være noget, de foretrækker i Sinclair-familien. Her 44 år efter lanceringen af ZX81 har Sir Clives nevø, Grant Sinclair, også lavet en lille computer med flade plastiktaster. Årsagen for dette designvalg kan dog også være, at den yngre Sinclair ville lave en super-tynd, håndholdt spil-emulator.
Gamercard, som den lille emulator-computer hedder, er blot 6,5 mm tynd og kontrolknapperne sidder under to flade, cirkulære stykker silikone – ikke ulig tidligere produkter, der bar Sinclair-navnet. Gamercard er derudover 128 mm høj, 88 mm bred, og vejer kun 100 gram.
Den har en 4” IPS-skærm med en pixeldensitet på 254 PPI. Gamercard er baseret på et Raspberry Pi Zero 2W-kort og kan bruges med emulator-apps som RetroPie, Lakka, og Recalbox. Raspberry Pi-processoren har 512MB RAM at lege med og der er derudover 128GB lagerplads ombord.
Der sidder et 1600 mAh Li-Po-batteri i Gamercard, der kan lades op via en af de to USB-C-porte, og som samtidig giver adgang til at koble den lille konsol op på en stor skærm via en separat HDMI-adapter. Derudover har den både Bluetooth 4.2 og WiFi ombord.
Det lette design gør den lidt dyrere end andre, håndholdte emulatorer med en pris på omkring 1050 kroner. Gamercard ser ud til at være lidt af et hobbyprojekt for Grant Sinclair, der ikke producerer store oplag af den ad gangen. Derfor er der 8-10 ugers leveringstid til trods for at den kan bestilles nu. Grant Sinclair har i øvrigt også videreført et andet af Sir Clives projekter i form af en kabine-elcyklen IRIS eTrike, der koster over 86.000 kroner.