Forside * Nyheder

LØST: Clever nede – Globalt Azure-nedbrud lægger ladestandere og Clever app ned

-
Foto: Clever

Clever, en af Danmarks største udbydere af elbilopladning, kæmper i øjeblikket med alvorlige tekniske problemer.

Årsagen er et globalt nedbrud hos Microsofts cloudplatform, Azure – og det rammer både private og offentlige brugere.

Fejlen har ført til, at mange af Clevers offentlige normalladere (AC) er ude af drift. Også funktionen for intelligent opladning i hjemmet er ramt. Det betyder, at brugere, som normalt planlægger opladning via appen eller clever.dk, lige nu er låst ude.

Annonce:

Det er dog ikke hele systemet, der er kollapset. Ifølge Clever fungerer hurtig- og lynladere (DC) stadig som normalt. Derudover kan man stadig lade derhjemme – men kun hvis man starter opladningen manuelt.

”Som elbilist skal man kunne stole på, at man altid kan få strøm på batteriet. Derfor har vi indrettet vores systemer, så vores kunder kan lade med Clevers ladebrik på alle vores offentlige ladepunkter, hvis nettet eller digitale tjenester går ned. Det handler i sidste ende om at skabe tryghed i en verden, der indimellem kan gå i sort,” siger Kasper Løvqvist Dahl, ansvarlig for produktstrategi hos Clever til recordere.dk

Clever understreger, at de arbejder på højtryk for at løse problemet og opfordrer brugere til at holde øje med deres kanaler for opdateringer.

Hvad skal du gøre nu?

  • Har du brug for at lade hurtigt, så find en DC-lader – de virker stadig.
  • Har du en hjemmeoplader, så slå automatisk opladning fra og start manuelt.
  • Undlad at forsøge login på clever.dk eller appen – det virker ikke i øjeblikket.
  • Følg med på Clevers sociale medier for seneste nyt.

Fejlen stammer som nævnt ikke fra Clever selv, men fra Microsoft Azure, som lige nu kæmper med et omfattende globalt nedbrud. Det rammer ikke kun Clever, men også en lang række virksomheder på tværs af brancher. Microsoft Office 365, Xbox Live, Minecraft og mange danske sider som f.eks. DSB, SKAT.dk og flere danske banker er også ramt.

Her er hvad Microsoft skriver om Azure nedbruddet:

Problemer med Azure-netværkets tilgængelighed

Omkring kl. 16:00 UTC begyndte vi at opleve problemer med Azure Front Door (AFD), som førte til, at nogle tjenester ikke var tilgængelige. Vi har mistanke om, at problemet skyldes en utilsigtet ændring i konfigurationen.

Vi har sat to ting i gang samtidig:

  1. Vi har midlertidigt blokeret alle ændringer i AFD-tjenesterne.
  2. Vi er i gang med at rulle tilbage til den seneste kendte stabile tilstand.

For at løse problemet med adgang til Azure-portalen har vi midlertidigt flyttet den væk fra AFD. Kunder bør nu kunne få adgang til Azure administrationsportalen direkte.

Vi ved endnu ikke, hvornår tilbagerulningen er færdig, men vi opdaterer denne meddelelse inden for 30 minutter eller så snart vi har nyt.

Opdateret 29.10.2025 21:44: Microsoft har meddelt at de nu er i recovery mode, og at tingene begynder at virke igen.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.