Forside * Featured

Danske film stormer frem i biograferne

-
Foto: Nordisk Film Biografer

Danske film har i år fået markant flere danskere til at gå i biografen, mens amerikanske film kæmper med at fastholde interessen.

Selv om det samlede billetsalg til de danske biografer ligger fladt sammenlignet med 2024, går det usædvanligt godt for de hjemlige produktioner.

Nye tal fra Det Danske Filminstitut (DFI) viser, at billetsalget til danske film er steget med hele 39 procent sammenlignet med sidste år.

Annonce:

”Det går overvældende godt for dansk film i biografen. Ud over et alsidigt udbud med et stort antal danske premierer og film for både børn og voksne, er der et par højdespringere, herunder ikke mindst Ternet Ninja 3, der virkelig trækker mange i biografen,” skriver DFI i en mail til MediaWatch.

Også Rejseholdet: Det første mord og Hjem, kære hjem har bidraget til den positive udvikling.

Matthesen topper billetsalget

I uge 41 solgte Ternet Ninja 3 23.200 billetter og blev kun overgået af den amerikanske One Battle After Another med Leonardo DiCaprio, der solgte 24.800 billetter i samme weekend. Rejseholdet: Det første mord landede på tredjepladsen med 18.500 solgte billetter.

Efter syv uger har Ternet Ninja 3 rundet 670.000 solgte billetter og er dermed årets mest sete film i danske biografer.

Amerikanske film halter

Mens de danske produktioner oplever fremgang, har de store amerikanske film haft sværere ved at tiltrække publikum. Ifølge DFI peger tallene på en generel nedgang i interessen for Hollywoodfilm, som ellers traditionelt har domineret billetsalget.

Nøgletal for biograferne

– Biograferne har til og med 13. oktober solgt 7.175.500 billetter (2024: 9.815.500 i alt)
– Samlet vækst: 0 pct. i forhold til 2024
– Danske film: 2.586.200 billetter (+39 pct. i forhold til 2024)
– Markedsandel for danske film: 33 pct. (mod 23 pct. i 2024)

Kilde: DFI via MediaWatch

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.