
Selv med en ny strop og M5 ombord er Vision Pro kun for et lille, eksklusivt publikum – lidt ligesom Mac Pro og Pro Display XDR.
Helt som forventet præsenterede Apple i dag M5-chipsettet og opgraderede samtidig 14″ MacBook Pro og iPad Pro med den nye chip. Det er de to M5-produkter, du i første omgang vil kunne købe i Danmark. Men som rygterne også havde varslet, kom der også en ny version af Vision Pro i de lande, hvor denne kan købes.
Det betyder, at hvis du bor tæt på den tyske grænse, eller skal en tur til Frankrig, Storbritannien, Australien, USA, Canada, Kina, Japan, Singapore, Sydkorea, Taiwan, Hong Kong eller de Forenede Arabiske Emirater, kan du fra 22. oktober erhverve dig en af de nye Vision Pro-modeller.
Det kræver naturligvis, at du er villig til brænde et hul i din bankkonto på over 27.600 kroner, hvis du f.eks. køber den i Tyskland, hvor Vision Pro koster 3.699 Euro. Vision Pro hører absolut til i samme klasse som Apple-produkter som Mac Pro (starter ved 64.999 kr.) og Apple Pro Display XDR-skærmen (starter ved 42.999 kr.), der markedsføres til folk med behov for Apples mest eksklusive produkter.
Fremover skulle det imidlertid kun være bekymringerne over hullet i bankkontoen, der giver dig hovedpine, hvis du køber en Vision Pro. Som det kan ses på billedet ovenfor, kommer Vision Pro nu (også som forventet) med en ny strop, der opvejer selve headsettets vægt foran over to bånd på den øverste og bagerste del af hovedet.
Lidt bedre batterilevetid
Det nye stropdesign gør ifølge Apple headsettet mere komfortabelt og skulle nedbringe både nakke- og hovedpiner og samtidig reducere risikoen for at en fysioterapi-regning gør Vision Pro-indkøbet endnu dyrere. Den nye strop har navnet Dual Knit Band.

Den eneste anden nyhed i den opgraderede Vision Pro er overgangen til M5-chippen fra den M2-chip, der tidligere sad i headsettet. På specielt ét punkt er det et stort fremskridt for Vision Pro-fans, at der nu sidder en M5-chip i Vision pro.
Batterilevetiden er nemlig blevet øget med 30 minutter som følge af opgraderingen. Et af salgsargumenterne for Vision Pro er at headsettet skulle være den bedste måde at se 360-graders video, VR- og 3D-film på. F.eks. skulle James Camerons ’Avatar’ skulle være en helt særlig oplevelse i Vision Pro, og nu kan du måske endelig se hele filmen uden afbrydelser, eftersom batterilevetiden ved videoafspilning er kravlet op på tre timer.
Husk at læse det med småt
Når vi skriver ”måske” er det fordi, Apple skriver (med småt) på sin nye Vision Pro-hjemmeside, at de tre timer er resultatet af en test med 2D-indhold downloadet fra Apple TV-app’en og under særligt gunstige forhold. Ved almindeligt brug under de samme forhold holder Vision Pro nu i to en halv time på en opladning af batteripakken, der stadig er ekstern og forbundet med et kabel.
Selv om den nye Vision Pro ikke er blevet opgraderet på skærmsiden, kan M5 nu udnytte, at de indvendige skærme håndterer op til 120Hz refresh rate mod 100Hz på forgængeren. AI-baserede features, såsom Apples semi-fotorealistiske Persona-avatarer og de såkaldte Spatial Photos (der laver 2D-fotos om til 3D), afvikles nu 50% hurtigere.
Apple havde planer om at lancere en billigere og mere skrabet Vision Pro i 2027, men arbejdet på denne model er nu nedprioriteret til fordel for udviklingen af AI- og AR-briller for at konkurrere med Metas fremskridt på området.









