Forside * Nyheder

Elon Musks egen version af Wikipedia er gået i luften

-
(Foto: Grokipedia)

Grokipedia ser ud til, ifølge de første rapporter, at fremstille verden, sådan som Elon Musk ser den, og ikke nødvendigvis som andre opfatter tingene.

Endnu et nyt initiativ er kommet på banen iværksat af Elon Musk. Da Musk i sin tid startede in AI-virksomhed xAI og chatbotten Grok, præsenterede han det blandt andet som et forsøg på at finde frem til en slags endegyldig sandhed om universet.

Denne sandhedssøgning har siden fået Musk til at gribe ind, når Grok giver brugerne informationer, som Musk ikke er enig i. Grok har endda anklaget sin ejer og skaber for at sprede misinformation. Musks sandhedsmission er også en stor del af hans politiske aktiviteter, der har gjort ham upopulær blandt investorer og angiveligt har kostet Tesla dyrt.

Annonce:

Nu har Elons jagt på den endegyldige sandhed ført til at han har startet et alternativ til Wikipedia. Sidstnævnte online-leksikon skrives som bekendt i fællesskab af mange tusinde brugere, og enhver kan foreslå ændringer, hvis de er uenige i Wikipedias fremstilling af et givent emne.

Alligevel har politikere på den amerikanske højrefløj anklaget Wikipedia for at være venstredrejet. Elon Musk har udtalt at Wikipedia er ”kontrolleret af aktivister fra den ekstreme venstrefløj”. Men i stedet for at foreslå ændringer med de underbyggende kilder som Wikipedia-miljøet kræver, har Musk åbenbart fundet det nemmere at bygge et alternativ.

Henviser til Musks egne udtalelser

Det hedder Grokipedia og er gået live i dag efter den første lancering i mandags resulterede i et nedbrud. Men hvis man skal stole på etablerede tech-medier som Wired og The Verge, er Grokipedia lige så farvet, rent politisk, som Musk anklager Wikipedia for at være.

The Verges undersøgelse viser for eksempel, at Grokipedia nedtoner den brede, videnskabelige konsensus omkring at den globale opvarmning er menneskeskabt, og sætter i stedet fokus på, hvordan medierne og organisationer som Greenpeace har forøget uroen omkring klimaforandringer i befolkningen. Tilsvarende nedtones enigheden blandt de fleste forskere om, at vacciner generelt ikke medfører autisme.

Wired har fået øje på Grokipedia-artikler, hvor det påstås at porno gjorde AIDS-epidemien i 1980’erne og 1990’erne værre, end den ellers ville have været, og at sociale medier har skabt en vækst i antallet af transseksuelle. Wired tjekkede også, hvad Grokipedia skriver om dem selv, og fandt her en henvisning til Elon Musks udtalelse fra februar, hvor han beskriver Wired som ”propaganda fra den ekstreme venstrefløj”.

Det står ikke helt klart, hvem der har skrevet de mere end 885.000 artikler på Grokipedia. Mange af dem er dog også direkte kopier af Wikipedia-artikler, eventuelt med ændringer af visse elementer. Det kunne dog godt se ud som om, en stor del af artiklerne er genereret med AI. Officielt hedder det dog blot, at artiklerne er fakta-tjekket af Grok og ikke skrevet af chatbotten.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.