Regeringen og Det Konservative Folkeparti er blevet enige om Finansloven for 2026. Aftalen indebærer skattelettelser på over 2 milliarder kroner til bilkøbere. De planlagte afgiftsstigninger på elbiler fra nytår bliver dermed udsat.
Branchen kalder aftalen et vendepunkt for både bilmarkedet og den grønne omstilling. Ifølge Mobility Denmark forventes 2026 at blive et rekordår for elbilsalget.
”Finanslovsaftalen er en vigtig sejr – både for branchen og for forbrugerne, men især for den grønne omstilling og Danmarks klimamål. Aftaleparterne sender et klart signal: Det skal kunne betale sig at vælge grønt, og det vil sætte yderligere fart på overgangen til elbiler,” siger Mads Rørvig, adm. direktør for Mobility Denmark.

En del af aftalen handler om at gennemgå bilafgiftssystemet. En ny ekspertgruppe skal se på, hvordan afgifterne kan indkræves mere effektivt og med færre ressourcer.
Statens indtægter fra registreringsafgifter er faldet markant siden 2020, men samtidig er antallet af medarbejdere i Motorstyrelsen steget fra 383 til 455 årsværk siden 2022.
”Det er meget positivt, at aftalen også sætter fokus på, hvordan bilafgifterne kan moderniseres og forenkles. En ny bilbeskatningsmodel, der ikke er baseret på bilens værdi, vil reducere bureaukrati og frigive ressourcer – både i staten og i erhvervslivet,” siger Mads Rørvig.
Ifølge branchen kan aftalen få mange forbrugere, der har ventet på klarhed om afgifterne, til at slå til inden nytår. Det kan føre til øget bilsalg de kommende måneder.
Top 20 elbiler i Danmark 2025 (år til dato)
| Mærke | Model | Antal |
|---|---|---|
| Skoda | Elroq | 8.301 |
| Volkswagen | ID.4 | 6.773 |
| Tesla | Model Y | 5.677 |
| Volkswagen | ID.Buzz | 5.148 |
| Skoda | Enyaq iV | 4.802 |
| Volkswagen | ID.3 | 4.181 |
| Audi | Q4 e-tron | 3.005 |
| Kia | EV3 | 2.721 |
| BMW | iX1 | 2.479 |
| Mercedes-Benz | EQA | 2.468 |
| Toyota | bZ4X | 2.396 |
| Renault | R5 | 2.393 |
| Cupra | Tavascan | 2.215 |
| Volkswagen | ID.7 | 2.069 |
| Mercedes-Benz | EQB | 2.038 |
| Cupra | Born | 1.730 |
| Renault | Scenic | 1.646 |
| Xpeng | G6 | 1.554 |
| Ford | Explorer | 1.548 |
| Volvo | EX40 | 1.400 |
Kilde: bilstatistik.dk










