
Den lille seng holder øje med om du griber telefonen, når du burde sove, og belønner dig med IKEA-gavekort, hvis du lader være.
Sjældent har der været en bedre grund til at føre en forbrugerkampagne overfor IKEA. Ikke for at protestere mod firmaets politik eller praksis…men for at insistere på, at de lancerer et produkt globalt, der ellers kun kan fås i én bestemt region.
Man skal nemlig bo i de Forenede Arabiske Emirater for at få fingre i The Phone Sleep Collection-sengen, der er et af de mest charmerende reklamefremstød, den svenske møbelgigant nogensinde har præsenteret. IKEA har over flere år slået adskillige slag for søvnsundheden, og det inkluderer initiativer, der skal få folk til at lade være med at bruge deres smartphones, når de burde sove.
Vågner man i løbet af natten, er det fristende at gribe telefonen for at se, hvad klokken er, og så bliver man hurtigt fanget af notifikationer eller beskeder, der muligvis er kommet ind under den seneste søvnperiode. Det kan lynhurtigt ende med at hjernen bliver stimuleret, og så er det svært at falde i søvn igen. Lykkes det at falde i søvn, kan ens søvnkvalitet blive påvirket.
IKEAs løsning er derfor at give smartphonen sin egen seng. Din smartphone kan få lov at sove i en sengeramme, der i høj grad ligner en af de modeller, som IKEA sælger til menneskebrug, med et klassisk tremme-design på sengegærdet og små ben, der holder sengen over gulvhøjde.
Søvn-gamificering
Der er endda en lille madras, så smartphonen kan ligge blødt, og den kan også få sengetøj at putte sig i. For at det ikke skal være løgn, så betaler IKEA endda kunderne for at putte smartphonen i seng og lade den være i fred.
Idéen er som nævnt at vænne folk til ikke at gribe efter telefonen om natten. Der sidder derfor en NFC-chip i sengen, der kobler sig på telefonens modsvarende chip. IKEA-app’en i telefonen registrerer på denne måde, om smartphonen er blevet taget ud af den lille seng i løbet af natten.
Hvis brugeren lader telefonen blive i sengen syv timer hver nat syv dage i træk, udløser det en belønning i form af et gavekort til IKEA på et beløb svarende til omkring 170 kroner. På denne måde gamificerer IKEA søvnhygiejne.
Der er naturligvis et enkelt problem. Der er ikke nogen trådløs lader indbygget i den lille seng, så man skal enten være kreativ og selv bygge en ladeplade ind i den, eller føre et kabel ind under dynen. Som nævnt er der tale om et reklamefremstød, der lige nu kun kører i Emiraterne, så sengen er angiveligt gratis dernede.
Men herfra skal der lyde en opfordring til IKEA – byg en ladeplade ind i smartphone-sengen og kør søvn-gamificeringen ud globalt. Der er garanteret masser af mennesker, der vil betale penge for en seng til smartphonen, hvis den både kan generere IKEA-gavekort og lade telefonen op, mens man sover.









