Forside * Fokus

Ny AI-trend: Snyd med kvitteringer og få refusion

-
ChatGPT kan nu generere temmelig realistiske kvitteringer, som disse, der er AI-genereret af virksomheden AppZen (Foto: AppZen).

AI-genererede kvitteringer, der ønskes refunderet, vælter nu ind på virksomhedernes regnskabskontorer.

Endnu et område af samfundsstrukturen trues nu af de nye muligheder, almindelige mennesker har fået med fremkomsten af generativ AI. Denne gang handler det om de kvitteringer, medarbejdere i virksomheder verden over afleverer for at få beløbet refunderet. Og snart kan skattevæsenet formentlig få samme problem.

Næsten alle økonomier på et vist udviklingsniveau verden over har en eller anden form for ordning for private udlæg, folk foretager i embeds medfør. Med mindre, man er selvstændig, går disse typisk gennem ens arbejdsgiver, der refunderer beløbet mod aflevering af en kvittering. I større virksomheder er det måske endda muligt aldrig nogen sinde at komme i personlig kontakt med de medarbejdere, der refunderer udlæggene.

Annonce:

Det sidste er der flere og flere, der benytter sig af ved at sende falske kvitteringer ind, der er lavet med AI. Som i så mange andre AI-tilfælde kan disse være endog meget realistiske, og eftersom virksomhedernes regnskabsafdelinger helst vil have disse i scannet form, udgør udprintningen af den AI-genererede kvittering ikke nogen forhindring.

En af de største platforme til administration af den slags udlæg og refusion, AppZen, siger til Financial Times at 14% af alle falske kvitteringer, der blev lagt ind i deres system i september, var lavet med AI. Det er måske ikke en kæmpe-andel, men tallet er i stigning og var noget tættere på nul for blot få måneder siden.

”Stol ikke på jeres egne øjne”

Tilsvarende siger folkene bag fintech-virksomheden Ramp, at de alene i de sidste tre måneder har fået øje på og stoppet over en million dollar (cirka 6,4 millioner kroner) i AI-genererede kvitteringer hos forskellige virksomheder.

Produktmarketings-chefen for SAP Concur, der er en af verdens største refusions-platforme, siger til Financial Times, at firmaet har været nødt til at udstede ny rådgivning til sine kunder: ”De her falske kvitteringer er nu så gode, at vi er nødt til at sige til kunderne: Stol ikke på jeres egne øjne”.

I visse tilfælde er det dog ret nemt at fange en falsk kvittering, som i dette eksempel, hvor det ternede baggrundsmønster fra når logoet hentes på nettet eller redigeres i Photoshop stadig kan ses på toppen af kvitteringen (Foto: AppZen)

Det stiller med andre ord større krav til medarbejdere rundt om på regnskabskontorerne, der nu også skal være eksperter i AI-forfalskninger. Det samme gælder skattemedarbejdere, der afholder torskegilder for mindre virksomheder og selvstændige. Og det er disse medarbejdere naturligvis ikke uddannet til.

“Ingen start-barrierer”

Stigningen i AI-generede falske kvitteringer er primært kommet, efter ChatGPT fik forbedret sine billedgenererings-muligheder ved indførslen af GPT-4o i marts. Det er dog imod OpenAIs brugerbetingelser at anvende ChatGPT til sådanne formål, og firmaet siger til Financial Times, at de øjeblikkeligt gør noget ved sagen, når metadata afslører, at en kvittering er genereret med OpenAIs teknologier.

AI har slet og ret betydet, at alle og enhver kan snyde med kvitteringerne – ikke bare dem, der i forvejen er gode til dokumentforfalskninger. ”Der er ingen start-barrierer her”, siger Mason Wilder fra svindelforsknings-sammenslutningen ACFE (Association of Certified Fraud Examiners), ”du behøver ingen teknisk kunnen eller andre talenter, som du skulle for måske fem år siden, da folk primært brugte Photoshop”.

Det hjælper ikke, at der på nettet findes utallige tjenester med skabelon-designs til kvitteringer, som AppZen forklarer i en video om emnet.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.