Forside * Nyheder

Udfordrer YouTube: Spotify og Netflix samarbejder om video-podcasts

-
(Foto: YouTube/Spotify/Netflix)

Til næste år vil du kunne se videoudgaverne af nogle af verdens mest populære podcasts på Netflix-platformen. Senere tilføjes også podcasts, som Spotify ikke ejer eller producerer.

For nogle år tilbage var der nok mange, der forholdt sig undrende, når Netflix’ topchefer talte om firmaets største konkurrenter. Det var nemlig hverken Disney+ eller Prime Video eller nogle af de andre streamingtjenester, der blev lanceret i kølvandet på Netflix’ succes.

Nej, Netflix har hele tiden anset YouTube for at være deres største konkurrent, fordi YouTube både er den største streamingtjeneste og det største sociale medie i verden. Vi befinder os som bekendt i en opmærksomheds-økonomi, og Netflix har hele tiden været klar i mælet om, at den største opmærksomheds-tyv, de slås mod, er YouTube.

Annonce:

Den slåskamp får nu en ny dimension. Der er p.t. et stort skift i gang, hvor YouTube nærmest helt ufrivilligt er blevet en af de største podcast-platforme derude. Det virker måske som lidt af en selvmodsigelse, eftersom YouTube er en videoplatform og podcasts som bekendt er lydbaseret, eller en slags valgfri on-demand-radio.

Men i stigende grad går selv de største podcastere på YouTube. Det er en tendens, der har været i gang, stort set lige siden YouTube blev født og podcasts blev udbredt. Det er som bekendt ret nemt lige at smide et webcam op i sit podcast-studie og optage video, mens man snakker, og det har både almindelige radioværter og podcastere benyttet sig af i årtier.

Alternativ til YouTubes videopodcast-dominans

På det seneste er der dog kommet langt mere skred i tendensen. YouTubes indtog på TV-skærmene har været en faktor, og det samme har erkendelsen af, at der både er flere brugere af YouTube generelt, end der er podcastlyttere generelt. Endelig findes der ikke noget sammenligneligt alternativ til YouTubes anbefalings-algoritmer i podcast-verdenen, og podcasterne kan derfor blive opdaget af langt flere på YouTube.

Spotify har i flere år satset på at blive en dominerende spiller på podcast-området, og ejer som bekendt verdens nok mest populære podcast lige nu: ’The Joe Rogan Experience’. Joe Rogans podcasts kan også ses på YouTube, hvor hans kanal har flere end 20 millioner abonnenter.  Det er blot ét eksempel, hvor Spotify formentlig synes, de lader andre tjene penge på firmaets indhold.

I 2024 leverede Spotify for første gang et podcast-svar på deres populære musik-årslister under navnet “Wrapped”. Det var et stærkt signal om, hvor hårdt firmaet satser på podcasts (Foto: Spotify)

Både Netflix og Spotify har altså gode grunde til at udfordre YouTube, og derfor slår de to selskaber nu pjalterne sammen med netop dette formål. Det meddelte Spotify tirsdag. Til næste år vil udvalgte Spotify-podcasts kunne ses på Netflix, der således kommer til at agere alternativ til YouTube som endnu en stor videoplatform, hvor man kan se video-udgaven af podcasts.

Vil ikke kommentere på økonomien

Til at start med kommer de udvalgte podcasts fra Spotifys egenproducerede rækker, samt The Ringer-netværket, som Spotify købte i 2020. Men senere vil udefra kommende podcasts også kunne forefindes på Netflix gennem Spotify-samarbejdet, hvilket gør Spotify til en slags agentur for podcasts, der gerne vil ud til Netflix-publikummet.

Netflix-publikummet er generelt en lidt mere moden gruppe, der ikke nødvendigvis tilbringer hele deres liv på YouTube, sådan som mange yngre mennesker gør det. Podcasterne kan altså ende med at få adgang til en gruppe brugere, de hidtil ikke har haft fat i, via det nye samarbejde.

Samarbejdet ligger samtidig i forlængelse af Spotifys videopodcast-strategi, hvor selskabet bl.a. har givet podcasterne værktøjer, der gør det lettere at få videosiden med og give lyttere og seere flere muligheder for at interagere med podcasterne, f.eks. gennem quizzer og polls.

Websitet TechCrunch har spurgt de to tjenester om detaljer vedrørende deling af f.eks. den reklamegenererede omsætning, men hverken Netflix eller Spotify har villet kommentere på dette.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.