
Der er simpelthen ikke nok penge i premium-abonnementer på AI’er til at modsvare de sidste fem års massive investeringer i AI og dermed give investorerne noget tilbage.
Hvis du synes, at AI-tjenesterne er et fristed for reklamer, så kan du godt forberede dig på at tro om igen. Som det er lige nu, dukker der ikke reklamer op, når du spørger ChatGPT, Claude, eller Gemini om noget. Og heller ikke i søgeorienterede AI-chatbots som Perplexity.
Men det kommer. Sam Altman fra OpenAI sagde i 2024, at han ”hadede annoncer” på nettet og i apps, og at det ”forhåbentlig ville være en sidste udvej” for ChatGPT at tjene penge. ”Jeg kan godt lide, at folk skal betale for ChatGPT” sagde han dengang.
I sidste måned fik piben dog en anden lyd for Altman, der til bloggen Stratechery udtalte, at hvor han tidligere så Internet-annoncer som en ”skat” på brugerne, har han nu lært at elske Instagram-annoncer: ”De tilføjer værdi til Instagram for mig, og jeg har fundet ting, jeg ellers aldrig ville finde.”
Altman har også sagt om annoncering, at ”hvis vi kan finde en cool måde at gøre det på, der rent faktisk hjælper folk…så er der måske noget for os at gøre der. Men vi er meget forsigtige, når det gælder annoncer”. Ikke desto mindre kunne websitet Search Engine Land i september rapportere, at OpenAI er i gang med at ansætte folk til at bygge en annonceplatform.
Google eksperimenterer allerede
Nu forlyder det så også fra Google, at de annoncer, firmaet primært lever af, formentlig snart vil finde vej til dets AI-produkter. Robbie Stein, der er produktchef for søgning hos Google, ifølge Search Engine Land udtalt i weekenden, at firmaet nu eksperimenterer med ”annoncer i AI-tilstand” på Google-søgninger og ”i andre af Googles AI-produkter”.
“AI-tilstand” er den særlige, AI-fokuserede version af Google, som blev lanceret i Danmark i sidste måned. Den skal ikke forveksles mad AI-overblikkene i Google-søgninger, der allerede har reklamer. Stein understregede, at annoncer og information fra AI’er er to helt adskilte verdener. AI-anbefalinger i Google-søgninger ”bruger ikke annonce-informationer”, og er ”udelukkende baseret på, hvad der ligger på nettet og i Googles informationssystem”.

Til gengæld lover Robbie Stein, lidt i stil med Sam Altman, at vi kan forvente ”nye og anderledes annonceformater”, men at det stadig er tidligt i processen og at Google stadig er i gang med at finde ud af ”hvordan annoncer kan tage sig ud i disse systemer”.
Boblen vokser
Det ser med andre ord ud som om gratis, reklamefri chatbots lever på lånt tid. Det er der i øvrigt nok en god grund til. Mellem 2020 og 2024 blev der investeret i AI for et beløb på omkring $1,25 billioner dollar, og dertil kan man formentlig lægge et sted mellem 250 og 300 milliarder dollar for 2025.
Hvis det sidste estimat holder, er der altså investeret omkring halvanden billion dollar over de sidste fem år i AI. Ved dagens kurs svarer det til 9.700 milliarder kroner. Det er mere end årsomsætningen i 2024 for Apple, Google, Microsoft, Meta, Tesla, Oracle og NVIDIA tilsammen.
For at give investorerne noget tilbage, skal AI-virksomhederne – lidt groft sagt – altså generere mere omsætning end alle USA’s allerstørste techvirksomheder (minus Amazon) genererede i 2024. OpenAI omsatte for blot 3,7 mia. dollar i 2024. Anthropic, der står bag Claude, genererede 1 mia. dollar i omsætning. Disse er de to største AI-baserede virksomheder i USA lige nu, så der er meget lang vej endnu.
Og derfor kan vi forvente at se annoncer i ChatGPT, Google-søgninger med mere.









