
Epic Games og Google har i retssagen mellem dem fundet et forlig, der kan være godt nyt for Android-brugere i hele verden – hvis dommeren er enig.
Som det næsten altid er tilfældet, var der mest opmærksomhed om sagen mellem Apple og Epic Games, da sidstnævnte udfordrede Apples uvillighed til at åbne iOS for andre betalingsmuligheder end sine egne. Det endte med at Apple som bekendt blev tvunget af EU til at lade konkurrerende app-butikker levere apps til brugerne på f.eks. iPhone.
Men Epic Games og Google har ligget i en lignende retssalskrig i flere år. Men nu ser det ud som om, der er fundet en løsning. Sagen bliver ført for den amerikanske landsret, hvor Google allerede sidste år blev dømt til at åbne Android for tredjeparts-appbutikker. Det så derfor ud til at sagen ville ende ved den amerikanske højesteret.
Men Google ser ud til at have indset, at højesteret i USA formentlig ikke bryder sig om monopolistisk adfærd, og at der heller ikke er nogen vej uden om EU’s lovgivning på platforms-området. Så nu har Google fremlagt et forslag, som Epic Games synes rigtig godt om. Det betyder at de to parter nu har indgået et forlig, og dermed undgår at skulle forhøres af USA’s 9 højesterets-dommere.
Dommeren i landsretssagen, James Donato, skal godkende forliget, hvis Google ikke skal tvinges til at følge landsretsdommen fra sidste år (eller, som nævnt, anke til højesteret). Men sker dette, er det godt nyt for Android-brugere over hele verden.
Giver mere end de er tvunget til
Ifølge den oprindelige dom skal Google nemlig give adgang til tredjeparts-appbutikker gennem Play Store. Med andre ord vil du kunne downloade en app fra Play Store, der reelt set er en konkurrent til Play Store, og hvor du potentielt kan finde alle de samme apps. Rettens ordrer var sat til at udløbe efter tre år, gjaldt kun for USA og dikterede ikke noget om, hvad Google kan tage i kommission i Play Store.
Nu har Google så foreslået, at perioden i stedet er seks et halvt år, begyndende næste år og med foreløbig afslutning i juni 2032. Google har endda også foreslået et nedsætte sin standard-kommission for betalinger og apps til 20 procent i visse tilfælde, og 9 procent i andre. Det kommer an på transaktionstypen og hvornår f.eks. en app blev optaget i Play Store.
Men vigtigst af alt, så har Google foreslået at gøre disse tiltag globale. Tredjepartsbutikkerne vil blive kaldt ”Registered App Stores”, så de får lidt af et blåstempel fra Google. Hvad det er, der får Google til pludseligt at give sådan ved dørene, er svært at vide lige nu, men firmaet er tilsyneladende klar til at implementere ændringerne allerede fra den næste, store opdatering af Android.
Epic Games og Google skal diskutere forliget med dommeren torsdag, så der ved vi måske mere. Epic Games har dog allerede nu meldt ud, at hvis dommeren godtager forliget, anser de sagen for at være afsluttet.









