Forside * Nyheder

Sound Blaster er tilbage som ekstern lydkort-hub med modulære knapper

-
(Foto: Creative/Kickstarter)

Creatives Sound Blaster Re:Imagine er en smart løsning til alle, der jonglerer rundt med adskillige lydenheder. Desværre skal du til udlandet for at hente den crowdfundede enhed.

Det legendariske Sound Blaster-brand fra Creative har ligget stille i nogle år, men nu er det tilbage i en form, der i den grad lever op til Creative-navnet. Sound Blaster Re:Imagine er en kreativt, original, og ikke mindst modulær hub til styring af kablede og trådløse lydkilder.

Til trods for at trådløse lydløsninger breder sig mere og mere, spiller kabler stadig en stor rolle for gamere, der ikke går på kompromis med latency’en i hovedtelefonerne. Det samme gælder for folk med hang til høj lydkvalitet, der helst lytter til musik i opløsninger på mere end 24 bit og samplingfrekvenser på over 96 KHz.

Annonce:

Samtidig gjorde pandemien os alle til en slags live-streamere, og hvis du arbejder hjemmefra noget af tiden, er du måske typen, der gør noget ekstra ud af det med et lidt bedre webcam, bedre mikrofoner og højttalere, end hvad din arbejds-laptop har indbygget. Eller måske har du rent faktisk kastet dig over et forsøg på at blive den næste stjerne-podcaster, TikToker eller YouTuber.

Hvis du kan genkende dig selv i noget af det ovenstående, kan du være i den målgruppe, Creative har designet Re:Imagine til. Den aflange hub giver mulighed for at styre både trådløse og kablede inputs og outputs til og fra lydenheder og dirigere lydsignaler rundt mellem dem.

Tilpas knapperne efter eget behov

Re:Imagine er et slags eksternt lydkort med nemt tilgængelige og konfigurerbare kontrolknapper. Sidstnævnte er bygget op af moduler, så du kan sætte den op efter, hvad du har behov for. Modulerne forbinder sig magnetisk, så de er nemme at flytte rundt på. Basispakken kommer med fire moduler: En skærm, en stor drejeknap, et modul med fire knapper, og en micro-mixer med to fadere.

(Foto: Creative/Kickstarter)

Disse fire basis-moduler kan så for eksempel konfigureres sådan at de fire knapper bruges som genveje, som f.eks. en mute-knap eller valg af forskellige kombinationer af lydenheder. Den store knap kan så f.eks. styre master-lydniveauet, mens de to fadere kontrollerer balancen mellem computerens lydniveau og din eksterne mikrofon.

Det ser dog også ud som om, der er et femte modul på vej, som består af to mindre drejeknapper. Det kan man se på den Kickstarter-side, som Creative har startet for Re:Imagine for at crowdfunde den nye enhed, og hvor der i skrivende stund allerede er indsamlet mere end ti gange det oprindelige mål.

(Foto: Creative/Kickstarter)

Her kan man også se, at Creative planlægger en konsolform der er mere høj end bred og som har plads til et modul mere end den aflange version. Den aflange udgave har plads til fem moduler (skærmen fylder to modulpladser), den mere vertikale version har plads til seks.

Hi-Res og højimpedans-hovedtelefoner

I begge tilfælde har Re:Imagine både analoge hovedtelefon- og line-udgange, samt line- og mikrofon-indgange. På den digitale side er der en optisk indgang og tre USB-C-porte, der kan agere digitale lydindgange og USB-host, så der reelt set er tale om en USB-hub. Re:Imagine understøtter som nævnt også trådløse forbindelser, mere specifikt Wi-Fi 6 og Bluetooth 5.0.

Man skal heller ikke kimse af lydkortet i sig selv. Nok er lydstikkene minijack-stik og ikke f.eks. XLR, men DAC’en i Re:Imagine håndterer op til 32-bit/384 KHz opløsning, har en signal-støjforhold på 120 dB og kan fodre studie-hovedtelefoner med op til 300 ohms impedans.

(Foto: Creative/Kickstarter)

Re:Imagine er endda en lille computer i sig selv, med en ARM-baseret octacore-SoC ombord med en dedikeret NPU, 8GB RAM og 16GB lagerplads. Creative har valgt at inkludere de sidstnævnte features, fordi de gerne ser Re:Imagine som en åben platform, folk selv kan lave apps til. Der følger allerede apps med fra fødslen, herunder en DOS-emulator, en talende AI-papegøje og en AI, der genererer musik efter dine instrukser.

Den vejledende udsalgspris forventes at blive 500 amerikanske dollars, så i omegnen af 3.200 kroner. Der gives som altid på Kickstarter rabat ved tidlig bestilling, men pakkerne med de største prisafslag er allerede revet væk. I skrivende stund kan man stadig få 24% rabat ved at bestille med det samme med levering til juni næste år.

Desværre er Danmark ikke iblandt de lande, som Creative sender Sound Blaster Re:Imagine til i første omgang. De nærmeste lande, du kan få den sendt til, er Tyskland, Storbritannien og Frankrig. Og derudover sendes den til US, Canada, Australien, Singapore og Japan.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.